SSP er et samarbejde mellem skole, de sociale myndigheder og politi, der har til formål at forebygge kriminalitet, misbrug og mistrivsel blandt børn og unge.
SSP-samarbejdet opbygger lokale netværk, der kan forebygge, at børn og unge begår kriminalitet. Skole, socialforvaltning og politi er de tre centrale aktører i netværket. Jobcentret, Ungdommens Uddannelses-vejledning, boligselskaber, det lokale erhvervsliv, idrætsorganisationer, ungdomsklubberne m.fl. er også en del af netværkets mange aktører. Netværket bidrager på den måde til at kunne handle tværsektorielt, sammenhængende og helhedsorienteret i den forebyggende indsats overfor børn og unge. Netværkene har til opgave at drøfte generelle bekymringsvækkende tendenser blandt børn og unge. Derudover drøftes konkrete episoder, der er opstået.
Formål
Formålet med det kriminalpræventive SSP-Samarbejde i Kerteminde Kommune er at:
- At opbygge et netværk der har en kriminalpræventiv indvirkning på børn og unges hverdag
- At afdække årsagerne til at børn og unge begår kriminalitet, og bearbejde disse årsager
- At sikre de bedst mulige livsvilkår for børn og unge uden kriminalitet, misbrug og mistrivsel
Med SSP-netværket store lokalkendskab, kan faresignaler og udviklingstendenser i kriminaliteten og i børns og unges levevilkår opfanges tidligt nok til, at der kan gøres en indsats før problemerne bliver for store.
Unge over 18 år
SSP+ er det forebyggende arbejde over for unge over 18 år. Det er vigtigt at sikre, at der bliver taget hånd om de unge, når de overgår fra Serviceloven til Beskæftigelsesloven eller andre love, der giver mulighed for at hjælpe unge over 18 år og sikre fortsat positiv udvikling og trivsel.