Kom godt i gang med din ansøgning om byggetilladelse
Det kan være en stor og uoverskuelig opgave at søge en byggetilladelse og komme i mål med projektet.
Her er en liste med 10 trin til et godt projekt. Den kan hjælpe dig til en bedre oplevelse med ansøgning af byggetilladelse.
- Undersøg lovgivning og indhent oplysninger om, hvad din grund er omfattet af. Det kan være en lokalplan for området eller en tinglysning, der er gældende for grunden.
- Udarbejd tegninger af, hvad du gerne vil bygge.
- Send en ansøgning via Byg og Miljø
For at hjælpe dig godt i gang har vi samlet en liste over de spørgsmål, vi ofte får i forbindelse med de første 3 punkter, den kan findes her: Ofte stillede spørgsmål.
- Når ansøgningen er sendt, får du en kvittering, hvor der står, hvor lang sagsbehandlingstiden forventes at være.
- Vi behandler ansøgningen, og du hører fra os, hvis der er mangler. Hvis ansøgningen er fuldt oplyst, og vi kan lave en afgørelse, uden at skulle bede om yderligere materiale, kvitterer vi med gratis sagsbehandling.
- Du modtager en byggetilladelse fra os.
- Giv os besked via Byg og Miljø, inden du starter på at bygge.
- Udfør dit byggeprojekt.
- Når du er færdig med byggeprojektet samles al dokumentation, der er relevant for at kunne færdigmelde projektet, og det sendes samlet til os via Byg og Miljø.
Vi har samlet en liste med hjælp til, hvad du skal dokumentere for at færdigmelde dit byggeprojekt: Hjælp til færdigmelding
- Når vi har modtaget materialet til en færdigmelding, sender vi en ibrugtagningstilladelse, og bygningen må tages i brug.
Der er rigtig mange ting, der skal undersøges og dokumenteres, når der søges om en byggetilladelse, og igen når projektet skal færdigmeldes.
Det vil derfor ofte være nødvendigt at kontakte en rådgiver for at få hjælp til at fuldføre dit projekt.