Mistanke om seksuelle overgreb og vold mod børn og unge
Kerteminde Kommune har revideret det kommunale beredskab ved bekymring, mistanke og konkret viden om fysiske, psykiske eller seksuelle overgreb på børn og unge.
Formålet med beredskabsplanen er, at fagfolk bliver skærpet i at håndtere disse ofte meget svære sager ved at bruge de nedskrevne retningslinjer og processer. Alle kan rette henvendelse til Modtagelsen i Familierådgivningen, hvis man får bekymring, mistanke eller viden om, at der sker seksuelle overgreb eller anden fysisk eller psykisk vold mod et barn eller en ung. Beredskabet retter sig mod alle medarbejdere og ledere ansat i Kerteminde kommune, der i deres arbejde har kontakt med børn og unge. Beredskabet kan også bruges af frivillige i foreningslivet.
Handleguiden har til formål at beskrive, hvordan man skal reagerer, når der er mistanke om fysiske, psykiske eller seksuelle overgreb begået mod et barn eller en ung. Med beredskabet ønsker Kerteminde Kommune en tidlig opsporing og kvalificeret håndtering af sager, hvor børn og unge udsættes for fysiske, psykiske eller seksuelle overgreb.
Målet med beredskabsplanen er, at kommunes fagpersoner får viden om overgreb mod børn og unge, således man præcis ved, hvordan der skal handles og hvilken indsats, der skal gives til barnet/den unge og forældrene, ”når skaden er sket”. Beredskabsplanen skal opleves som enkelt, klart og overskueligt på trods af en kompleks lovgivning og mange tværfaglige og tværsektorielle aktører ved disse sager.
Ligeledes er formålet, at beredskabsplanen skal være med til, at forebygge overgreb mod børn og unge, ved udbredelse af viden om fysiske, psykiske og seksuelle overgreb mod børn og unge samt at der evt. udarbejdes forebyggelsespolitikker i dagtilbud, skoler, fritidsordninger etc. med henblik på forebyggelse og tidlig opsporing.
Overgreb kan have vidtrækkende konsekvenser for børn og unge. Alle voksne og fagpersoner har ansvar for at beskytte børn og unge og bidrage til, at man så tidligt som muligt bliver opmærksom på og reagerer, hvis børn og unge udsættes for overgreb. Mange børn er direkte eller indirekte ramt af psykisk sygdom og psykiske problemer, og går alene med tanker og bekymringer.
Det er kommunen, der har handleforpligtigelse, hvis der er bekymring, mistanke eller viden om overgreb mod et barn eller en ung, ligesom kommunen handler, når et barn eller en ung kommer i alvorlig mistrivsel.
Du kan i afsnittet om "børn og familie i vanskeligheder" orientere dig om, hvordan du sender en underretning til kommunen.
Processer over håndtering af sager om overgreb er vedhæftet i A3 udgave. Tillige er her vedhæftet gode råd til at snakke med børn og unge, hvor man er bekymret, har mistanke eller konkret viden om, at barnet eller den unge har været udsat for overgreb. Materialet kan med fordel hænges op på lærerværelser, personalestuen eller andet sted, hvor fagpersonale nemt kan tilgå viden om, hvordan man håndterer sin bekymring.
Beredskabsplan vedrørende det kommunale beredskab ved mistanke eller viden om overgreb er revideret og politisk godkendt den 9/11-2022.