Støtte til borgere med funktionsnedsættelse og hjemmeboende børn
Kerteminde Kommune tager afsæt i den rehabiliterende tankegang.Vi tager udgangspunkt i, at du er ansvarlig for dit eget liv og ønsker højeste grad af uafhængighed og selvbestemmelse.
Formålet med kommunens indsats er at understøtte dine handlemuligheder, så du opnår et så selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt.
Den rehabiliterende tankegang tager udgangspunkt i følgende:
Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk.
Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv.
Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats.
Kvalitetsstandard for støtte til borgere med funktionsnedsættelse og
hjemmeboende børn
Denne kvalitetsstandard er en beskrivelse af det serviceniveau, som tilbydes i Kerteminde Kommune ved tilbud om støtte til borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer for borgere med hjemmeboende børn.
Hvem kan få hjælp?
Du kan få hjælp til at dække behov for praktiske opgaver i forbindelse med hjemmeboende mindreårige børn, hvis du midlertidigt eller længerevarende er fysisk eller psykisk svækket på grund af egen sygdom eller handicap og dermed har vanskeligt ved eller ude af stand til selv at udføre de praktiske opgaver i forbindelse
med pasning af dit barn.
Hjælpen gives efter en vurdering af de samlede ressourcer i hjemmet. Dvs. at hvis du bor sammen med ægtefælle, samlever eller anden nær pårørende, forventes det, at denne hjælper med at passe barnet.
Der kan som udgangspunkt ikke bevilges varig hjælp, hvis det skønnes, at en rehabiliterende indsats og/eller træning vil gøre dig i stand til selv at klare en eller flere af opgaverne igen.
Ved bevilling af støtte til at varetage praktiske opgaver i forbindelse med pasning af dit barn, vil der altid blive taget udgangspunkt i en konkret individuel vurdering af dit behov, hvor der også tages udgangspunkt i de samlede ressourcer i dit hjem.
Hvordan får du hjælp?
Når der opstår behov for støtte til praktiske opgaver i forbindelse med pasning af dit barn, kan du eller dine pårørende kontakte visitatorerne i
Sundhed, Myndighed og Psykiatri i Kerteminde Kommune.
- Forud for bevilling af hjælp til praktiske opgaver i forbindelse med pasning af dit barn, vurderer visitator i samarbejde med dig, hvorvidt rehabilitering, hjælpemidler eller træning helt eller delvist kan gøre dig selvhjulpen.
Du vil blive kontaktet af en visitator, som i samarbejde med dig afdækker dit funktionsniveau og vurderer dit behov for hjælp. Visitatoren udarbejder en skriftlig afgørelse.
Du er velkommen til at invitere en bisidder med til møder med visitator.
Hvad kan du få hjælp til?
Omfanget af praktisk hjælp afhænger af din konkrete situation og af, hvor meget du selv og andre i husstanden kan udføre.
Du får hjælp i forhold til din og dit barns aktuelle situation. Hvis der sker væsentlige forandringer, bliver hjælpen løbende tilpasset efter jeres ændrede behov.
Hjælpen udføres med brug af hjælpemidler, hvis dette er nødvendigt.
Støtte i hjemmet kan omfatte:
- Hjælp til at få barnet op og gjort klar om morgenen
- Anretning af morgenmad
- Give barnet mad
- Smøre madpakke
- Opvarme færdigretter i mikrobølgeovn
- Bleskift
- Bad
- Støtte til at gøre barnet klar til at sove
Hvad kan du ikke få hjælp til?
- Praktiske opgaver, der kan varetages af familiemedlemmer, daginstitution m.fl.
- Indkøb
- Tøjvask
- Rengøring
- Madlavning
- Generel pasning og omsorg for barnet
- Overvågning af barnet
Fleksibilitet – bytteydelser
Personalet skal som hovedregel levere den hjælp, som du er tildelt.
Du har mulighed for i en konkret situation at bytte en tildelt ydelse ud med en anden.
Aftalen indgås mellem dig og personalet.
Du kan som udgangspunkt selv bestemme, hvilke opgaver du ønsker at bytte dig til.
Betingelserne er:
- at de opgaver du bytter dig til, skal kunne løses inden for samme tidsramme
- at opgaven kan varetages af samme leverandør
- at opgaven kan udføres arbejdsmiljømæssigt forsvarligt
Personalet vurderer i hvert enkelt tilfælde i hvilket omfang, det er fagligt forsvarligt at
tilsidesætte den tildelte hjælp.
Personaletskal tage udgangspunkt i den konkrete afgørelse, hvis der er tvivl om, hvorvidt det er forsvarligt at fravælge den tildelte hjælp til fordel for bytteydelser.
Hvis du gennem længere tid bytter opgaver, kan det være tegn på, at dit behov for hjælp har ændret sig. Kommunen vil i så fald sammen med dig revurdere dit behov for hjælp.
Hvornår leveres hjælpen?
Du kan modtage hjælp til personlig hjælp og pleje fra én gang om ugen og op til flere gange i døgnet – afhængigt af dine behov.
Morgenpleje foregår primært mellem kl. 07 - 11, og bad kan tilrettelægges mellem kl. 07.00 – 15.00.
Du aftaler leveringstidspunktet med leverandøren. Leverandøren planlægger og udfører hjælpen i samarbejde med dig.
Hjælpen skal leveres til tiden +/- en time. Hvis personalet er forhindret i at overholde den aftalte tid, kontakter de dig for at aftale en ny tid.
Ny hjælp iværksættes hurtigst muligt efter tildelingen og efter aftale med dig, daglig hjælp kan tilrettelægges fra dag til dag.
Hvad koster hjælpen?
Støtte til praktiske opgaver i forbindelse med pasning af dit barn er gratis.
Hvem leverer hjælpen?
Støtte til praktiske opgaver i forbindelse med pasning af dit barn er omfattet af fritvalg.
Det betyder, at du selv kan vælge, om hjælpen skal udføres af:
- den kommunale hjemmepleje
(servicelovens § 83) - godkendte private leverandører af hjemmepleje (der er aktuelt ingen godkendte private leverandører)
(servicelovens § 92) - en person, som du selv udpeger til at udføre den hjælp, du er blevet tildelt. (Personen skal opfylde
kommunens kvalitetskrav f.eks. i relation til uddannelse m.v.) Personen skal godkendes og ansættes af kommunen (servicelovens § 94) - en personlig hjælper, hvis du er tildelt mere end 20 timer ugentligt (servicelovens § 95)
Hvad forventes af dig?
Det forventes af dig, at:
- du stiller de nødvendige ting til rådighed for personalet så som sæbe, shampoo og creme, håndklæder o.s.v.
- hvis du ikke har afmeldt et aftalt besøg, og personalet ikke kan komme i kontakt med dig, kan personalet blive nødt til at kontakte låsesmed for din regning.
- Hvis du selv aflyser et planlagt besøg, får du som udgangspunkt ikke et erstatningsbesøg.
Kvalitetsmål
Kvalitetsmål i forhold til leverandøren
Kerteminde Kommune har som kvalitetsmål,
- At du inddrages maksimalt i opgavernes udførelse.
- At du støttes i at mestre hverdagen og samtidig udvikler og/eller fastholder din evne til helt eller delvist at blive selvhjulpen.
- At hjælpen iværksættes hurtigst muligt efter aftale med dig.
- At leverandøren ikke må aflyse hjælpen.
- at hjælpen skal leveres til tiden +/- en time.
- at leverandøren kontakter dig, hvis hjælpen forsinkes mere end en time i forhold til det aftalte tidspunkt.
Kvalitetsmål i forhold til dig
Kerteminde Kommune har som kvalitetsmål
- at du oplever, at hjælpen ydes med nærvær, tryghed og respekt
- at du oplever at blive inddraget i opgavernes udførelse
- at du oplever, at det er et kontaktteam, der varetager din hjælp
- at kontaktteamet sikrer sammenhæng i hjælpen og tilpasser hjælpen til dine behov
Kerteminde Kommune har ansvaret for at følge op på kvalitetsmålene.
Hjemmet som arbejdsplads
Når du modtager hjælp, pleje og støtte, er dit hjem personalets arbejdsplads, og personalet er omfattet af arbejdsmiljøloven.
Det betyder, at dit hjem som arbejdsplads bliver gennemgået, således at arbejdet kan udføres sikkerheds-og sundhedsmæssigt forsvarligt.
Tavshedspligt
Personalet har tavshedspligt.
Klageadgang
Klagevejledning vil fremgå af afgørelsen om tildeling af hjælp.
Lovgrundlag
Servicelovens §§ 1, 83, 83a, 84, 85, 87 og 88.
Information
Denne kvalitetsstandard og Kerteminde Kommunes øvrige kvalitetsstandarder kan ses på kommunens hjemmeside www.kerteminde.dk
Du kan få udleveret kvalitetsstandarderne og få mere at vide om dine muligheder for at få hjælp og støtte ved at kontakte:
Social, Arbejdsmarked og Borgerservice
Lindøalleen 51
5330 Munkebo
Tlf. 6515 1060
Godkendelse
Kvalitetsstandarden er godkendt i Ældre-, Handicap- og Psykiatriudvalget den 13.04.2021.