Ledsagerordning
Kerteminde Kommune tager afsæt i den rehabiliterende tankegang.
Vi tager udgangspunkt i, at du er ansvarlig for dit eget liv og ønsker højeste grad af uafhængighed og selvbestemmelse.
Formålet med Kerteminde Kommunes indsats er, at understøtte dine handlemuligheder, så du opnår et så
selvstændigt og meningsfyldt liv som muligt.
Der kan bevilges ledsager uanset boform.
Den rehabiliterende tankegang tager udgangspunkt i følgende:
Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et så selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt.
Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats.
Kvalitetsstandard for Ledsagerordning
Denne kvalitetsstandard er en beskrivelse af det serviceniveau, som tilbydes i Kerteminde Kommune, ved praktisk ledsagelse til at færdes uden for hjemmet uden at skulle være afhængig af venners og pårørendes hjælp.
Hvem kan få hjælp?
Hvis du er bosiddende i Kerteminde Kommune og har betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, kan du efter et individuelt skøn bevilges ledsagerordning på 15 timer pr. måned.
For bevilling af en ledsagerordning skal følgende kriterier være opfyldt:
- Du er mellem 18 og 67 år og ikke kan færdes på egen hånd på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
- Hvis ordningen er bevilget før dit fyldte 67. år, bevares den i folkepensionsalderen
- Du kan give udtryk for – ikke nødvendigvis verbalt – et ønske om at deltage i forskellige aktiviteter
- Du er bevidst om indholdet i aktiviteten
- Du skal kunne deltage i den selvvalgte aktivitet uden hjælp fra en ledsager
- Du behøver trods din funktionsnedsættelse ikke hjælp af pædagogisk karakter i forbindelse med aktiviteten.
Hvis din funktionsevne er nedsat på grund af en sindslidelse eller sociale forhold, er du ikke berettiget til ordningen.
Hvis du flytter til en anden kommune, mister du din bevilling, og den nye bopælskommune skal træffe ny afgørelse om bevilling af ordningen.
Hvordan får du hjælp?
Når der opstår behov for en ledsagerordning, kan du rette henvendelse til:
Social, Arbejdsmarked og Borgerservice.
Myndighed
Lindøalleen 51
5330 Munkebo
Telefon: 6515 1515
Hvad omfatter ordningen og hvilke aktiviteter omhandler ordningen?
Ordningen giver dig mulighed for ledsagelse i 15 timer pr. måned.
Ved brug af timer skal du overholde følgende regler:
- Du har ret til op til 15 timers ledsagelse pr. måned. Der kan efter forudgående aftale med rådgiver,
opspares timer indenfor en periode på 6 måneder. Aftalt opsparing bortfalder ikke ved årsskiftet. Laves
denne aftale ikke, bortfalder ubrugte timer indenfor 6 måneder - Du kan ikke bruge timer på forskud
- Hvis du er i botilbud eller på plejecenter, kan du ikke bevilges 15 timer om måneden, hvis ledsagelse
er inkluderet som en del af botilbuddet. Hvis du opfylder betingelserne for bevilling af ledsagerordning, vil kommunen derfor konkret vurdere hvor mange timers ledsagelse, der indgår i dit botilbud. Disse timer fratrækkes de 15 timer pr. måned - Hvis der sker forbedring af din funktionsevne, så du ikke længere opfylder kriterierne for ledsagerordningen, vil bevillingen bortfalde
- Du skal bestille din ledsager i rimelig tid inden du skal anvende dennes ydelser
- Ved aflysning af en ledsagelse, skal du meddele det til din ledsager senest dagen før – inden for almindelig arbejdstid. Hvis du melder afbud senere, vil timerne tælle som brugte
Der kan gives ledsagelse til følgende selvvalgte aktiviteter:
- Besøg hos familie og venner
- Indkøb
- Fritidsundervisning
- Biograf- og teaterture
- Koncerter
- Foredrag og andre sociale og kulturelle aktiviteter og lignende
Hvilke aktiviteter omfatter ordningen ikke?
Følgende aktiviteter indgår ikke i ordningen:
- Besøgsven, kontakt- og støtteperson
- Praktisk bistand eller anden form for hjælp i- og uden for hjemmet
- Aktiviteter, som ikke overholder Arbejdsmiljøloven eller arbejdstidsbestemmelserne
- Der ydes ikke ledsagelse til lægeundersøgelser eller lign., da dette ikke er selvvalgte aktiviteter
Hvad koster hjælpen?
Selve ordningen er gratis. Transportudgifter for ledsager til og fra den, som har fået bevilget ordningen, afholdes af ledsageren selv. Udgifter i forbindelse med selve ledsagelsen eksempelvis til transport, forplejning og lign. til ledsageren, afholdes af den, som har fået bevilget ordningen.
Disse udgifter kan efterfølgende refunderes ud fra et årligt fastsat maksimum i serviceloven ved ansøgning til
Myndighedsafdelingen via Borger.dk:
https://www.borger.dk/handicap/Hjaelp-ihverdagen/Ledsageordning
Hvem kan ansættes som ledsager?
Der kræves ingen specifik uddannelse for at blive ansat som ledsager.
Hvis du er bevilget en ledsagerordning, kan Kerteminde Kommune være behjælpelig med at finde en ledsager. Du kan også, når du er bevilget en ledsagerordning selv udvælge en ledsager, som derefter skal
godkendes af kommunen. Når ledsageren er udpeget og godkendt ansættes vedkommende af kommunen, jf. gældende overenskomst. Der kan normalt ikke udpeges og godkendes nære familiemedlemmer eller venner, da ledsageordningen skal dække ledsagelse, der ligger ud over den ledsagelse, som en ægtefælle eller andre med nær tilknytning til borgeren normalt yder.
Tavshedspligt
Ved ansættelse som ledsager har man tavshedspligt jf. Forvaltningslovens kap. 2.
Lovgrundlag
Servicelovens § 97.
Information
Denne kvalitetsstandard og Kerteminde Kommunes øvrige kvalitetsstandarder kan ses på kommunens hjemmeside www.kerteminde.dk
Du kan få udleveret kvalitetsstandarderne og få mere at vide om dine muligheder for at få hjælp og støtte ved at kontakte:
Social, Arbejdsmarked og Borgerservice.
Myndighedsafdelingen
Lindøalleen 51
5330 Munkebo
Tlf. 6515 1515
Godkendelse
Kvalitetsstandarden er godkendt i Ældre-, Handicap- og Psykiatriudvalget den 13.04.2021.