Når et barn/ung ikke kan bo hjemme

Når et barn eller en ung har brug for særlig støtte og behov for hjælp, kan kommunen beslutte, at det skal anbringes uden for hjemmet.

Kommunen foretager en børnefaglig undersøgelse inden anbringelsen. I særlige tilfælde kan anbringelsen ske akut eller foreløbigt og dermed sideløbende med, at den børnefaglige undersøgelse foretages.

• Støtte til udsatte børn og unge
• Social- og Boligministeriet om anbringelser uden for hjemmet
• Anbragt - når du ikke kan bo derhjemme

En frivillig anbringelse af et barn eller en ung sker i samarbejde og enighed mellem forældremyndighedens indehaver og kommunen.

Hvis der er tale om en ung over 15 år, skal den unge også give samtykke til anbringelsen uden for hjemmet.

Et barn eller en ung kan kun anbringes uden for hjemmet uden samtykke, hvis der er åbenbar risiko for, at dets sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade.

Det kan være på grund af utilstrækkelig omsorg eller behandling, overgreb, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder eller adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.

Det er desuden en forudsætning for en anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, at problemerne ikke vil kunne løses, mens barnet opholder sig i hjemmet.

Sagsbehandleren i kommunen kan ikke selv træffe afgørelsen, men laver en indstilling til kommunens børn og unge-udvalg. Udvalget vurderer, om betingelserne for at anbringe et barn uden samtykke er opfyldt.

Både forældremyndighedens indehaver og børn og unge, der er fyldt 10 år, har ret til gratis advokatbistand under behandlingen af sager om anbringelse uden samtykke.

Børn og unge skal høres som led i undersøgelsen af sagen. Inden kommunen afgør om et barn eller en ung skal anbringes uden for hjemmet, skal barnet som udgangspunkt inviteres til en samtale. Samtalen skal afdække barnets eller den unges holdning til den afgørelse, kommunen påtænker at træffe.

Samtalen kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den unges bedste taler for det.

På Social-, og Boligministeriets hjemmeside kan du læse mere om børnesamtalen.

• Social- og Boligministeriet om sagsbehandling i børnesager

Når et barn skal anbringes uden for hjemmet, er det kommunen, der beslutter, hvor barnet skal anbringes, og fastsætter de nærmere vilkår for samvær og kontakt mellem barnet og familien samt netværket.

Forældre har som udgangspunkt pligt til at bidrage til udgifterne, når deres barn anbringes uden for hjemmet, medmindre indkomsten ligger under et årligt fastsat beløb. Forældrebetalingen beregnes ud fra forældrenes indkomst.

Kommunen skal vælge det konkrete anbringelsessted ud fra barnets eller den unges handleplan. Det betyder, at kommunen ud fra det beskrevne formål med og mål for anbringelsen skal vælge det anbringelsessted, der bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov for hjælp og støtte.

Kommunen skal også lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer og herunder også, om en plejefamilie kan være det mest hensigtsmæssige for barnet eller den unge.

Hvis det barn eller den unge, der skal anbringes, har søskende, der også er anbragt eller skal anbringes, skal kommunen vælge samme anbringelsessted, med mindre børnenes behov eller andre forhold taler imod det.

Anbringelsessteder for børn og unge

• plejefamilier – herunder almene, forstærkede eller specialiserede plejefamilier eller netværksplejefamilier
• eget værelse, kollegie eller et kollegielignende opholdssted
• opholdssteder for børn og unge
• døgninstitutioner – og herunder også delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
• pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.

Et anbringelsessted skal være godkendt af socialtilsynet. Når der er tale om netværksplejefamilier, skal plejefamilien dog være godkendt af den anbringende kommune.

På borger.dk kan du læse om at blive familieplejer.

• Godkendelse som familieplejer

Barnet eller den unge har som udgangspunkt ret til samvær og kontakt med familie og netværk i den periode, det er anbragt uden for hjemmet.

Det er kommunen, der skal sørge for, at forbindelsen holdes ved lige. Kommunen kan beslutte, hvordan og hvor ofte barn og biologiske forældre, søskende og andre dele af barnets eller den unges netværk skal se hinanden.

På borger.dk kan du læse mere om støtte til børn med særlige behov. Social- og Boligministeriet har yderligere information om anbringelse uden for hjemmet. Børneportalen giver information til børn og unge om anbringelse.

• Støtte til udsatte børn og unge
• Social- og Boligministeriet om anbringelser uden for hjemmet
• Anbragt - når du ikke kan bo derhjemme

I forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet skal kommunen tilbyde en støtteperson. Det er forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, der skal bevilge støttepersonen og dække udgifterne.

Det er støttepersonens opgave at lytte og støtte forældrene under barnets anbringelse. Støttepersonen kan dermed også være med til at styrke forældrenes samarbejde og involvering i arbejdet omkring barnet eller den unge.

Forældremyndighedens indehaver og et barn eller en ung, der er fyldt 10 år, kan klage til Ankestyrelsen over afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, både med og uden samtykke.

I sager om anbringelse uden for hjemmet med samtykke sendes klagen først til kommunen, der skal have mulighed for at genvurdere sagen. Hvis kommunen ikke giver klageren medhold, skal klages sendes videre til Ankestyrelsen, som så behandler klagen.

I sager om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke sendes klagen til børn og unge-udvalget, som har truffet afgørelsen, som sender den videre til Ankestyrelsen.

• Ankestyrelsen om sager om børn og unge
• Ankestyrelsen om klageadgang