Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Styrelsesvedtægt

Kapitel I Byrådet

§ 1. Kerteminde Byråd består af 25 medlemmer.

Stk. 2. Byrådet vælger en borgmester og en første og anden viceborgmester, jf. § 6 i Lov om kommunernes styrelse (i det følgende kaldet styrelsesloven).

Stk. 3. De stående udvalg er nedsat under Byrådet, og forbereder og træffer beslutninger inden for specifikke fagområder. Udvalgene drager omsorg for, at sager inden for deres respektive ressortområder relevant koordineres med et eller flere af de øvrige stående udvalg, f.eks. gennem fællesmøder mellem udvalg.

§ 2. De nærmere regler om forberedelse, indkaldelse og afholdelse af Byrådets møder fastsættes i Byrådets forretningsorden (i det følgende kaldet forretningsordenen) jf. styrelseslovens § 2.

Kapitel II Borgmesteren

§ 3. De nærmere regler om Borgmesterens opgaver i forbindelse med Byrådets møder fastsættes i forretningsordenen, jf. styrelseslovens §§ 8, 30, 42 b og 42 c, stk. 1 og 2.

§ 4. Borgmesteren varetager de funktioner som øverste daglige leder af Kommunens samlede administration, der fremgår af styrelseslovens kapitel IV.

Stk. 2. Borgmesteren drager omsorg for, at der om sager, der hører under et udvalgs område, indhentes de nødvendige erklæringer fra udvalget, inden Byrådet træffer beslutning i sagen.

Stk. 3. Borgmesteren påser sagernes ekspedition, herunder at de ekspederes uden unødvendig forsinkelse. Borgmesteren kan af udvalgene og de ansatte forlange enhver oplysning om sager, der er underlagt dem, og om sagernes ekspedition.

§ 5. Borgmesteren drager omsorg for, at ingen udgift afholdes eller indtægt oppebæres uden fornøden bevilling, og at udgifter og indtægter bogføres i overensstemmelse med de af Økonomi- og Indenrigsministeriet og Byrådet fastsatte regler. Finder Borgmesteren, at en disposition ikke har haft bevillingsmæssig hjemmel, forelægges spørgsmålet for Byrådet.

Kapitel III Nedsættelse af udvalg og almindelige regler om disses virksomhed mv.

§ 6. Følgende udvalg nedsættes:

  1. Økonomiudvalg
  2. Erhvervs-, Vækst- og Arbejdsmarkedsudvalg
  3. Børn-, Unge- og Uddannelsesudvalg
  4. Kultur-, Fritids- og Frivillighedsudvalg
  5. Plan-, Teknik- og Bosætningsudvalg
  6. Klima- og Naturudvalg
  7. Ældre-, Handicap-, Psykiatri- og Sundhedsudvalget

Stk. 2. Herudover kan byrådet nedsætte særlige udvalg i medfør af styrelseslovens § 17, stk. 4.

§ 7. For hvert udvalg føres en beslutningsprotokol, hvori udvalgets beslutninger indføres. Beslutningsprotokollen underskrives efter hvert møde af de medlemmer, der har deltaget i mødet. Ethvert af disse medlemmer kan forlange sin afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen, og ved sager, der af udvalget skal fremsendes til anden myndighed, kræve, at denne samtidig gøres bekendt med indholdet af protokollen. Det pågældende medlem kan ved sagens fremsendelse ledsage denne med en begrundelse for sit standpunkt.

§ 8. Hvis et stående udvalg agter at foretage dispositioner, der berører et andet udvalgs område, skal der inden iværksættelsen forhandles med dette udvalg, i fornødent omfang med inddragelse af Økonomiudvalget og Borgmesteren, jf. styrelseslovens §§ 18, 21, stk. 2 og 31 a og styrelsesvedtægtens § 1, stk. 3.

§ 9. De stående udvalg drager omsorg for at bevillinger og rådighedsbeløb, der er tildelt udvalget, ikke overskrides. Udvalgene foretager indstilling til Byrådet gennem Økonomiudvalget, hvis yderligere bevillinger er ønskelige eller nødvendige.

Kapitel IV Økonomiudvalget

§ 10. Økonomiudvalget består af Borgmesteren, der er formand for udvalget, samt 6 af Byrådets øvrige medlemmer.

Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af de anliggender, der er underlagt det i medfør af styrelseslovens §§ 18 og 21 og kapitel V.

Stk. 3. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af løn- og personaleforhold inden for ethvert af Kommunens administrationsområder, herunder ansvaret for kommunens MEDstruktur og arbejdsmiljøorganisation. Udvalget fastsætter regler for Borgmesterens og administrationens behandling af personalesager.

Stk. 4. Udvalget har en strategisk overordnet koordinerende rolle, blandt andet ved at udarbejde kommissorier for indsatsområder til fagudvalgene samt ved forberedelse af større tværgående sager/opgaver af strategisk betydning for hele kommunen.

Stk. 5. Udvalget varetager Kommunens økonomiske planlægning og har ansvaret for planstrategien, kommuneplanlægningen samt for en samordnet løsning af Kommunens planlægningsopgaver. Udvalget fastlægger de fælles planforudsætninger og bistår de stående udvalg med tilvejebringelse af det nødvendige grundlag for udvalgenes planlægningsopgaver. Udvalget fastsætter generelle forskrifter for planernes tilvejebringelse. Udvalget drager omsorg for udarbejdelse af økonomiske konsekvensvurderinger af de udarbejdede planforslag og foretager indstilling til Byrådet om planforslagene. Udvalgets erklæring indhentes om enhver sag, der vedrører Kommunens planlægningsopgaver, inden sagen forelægges Byrådet til beslutning.

Stk. 6. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af følgende områder:

  • Planstrategi og kommuneplan
  • Beredskab, herunder forholdet til Beredskab Fyn
  • Landsbypolitik
  • Større events
  • Fælles IT og telefoni
  • Informationssikkerhed
  • Tjenestemandspensioner
  • Risikostyring og forsikringsforhold
  • Køb, salg og pantsætning af fast ejendom
  • Overordnet koordinering af de kommunale bygninger
  • Varetagelse af kommunens ejerinteresser i forhold til kommunal selskabsdeltagelse
  • Samordning af Kommunens indkøbsfunktioner
  • Kommunal opkrævning af skat

Stk. 7. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om Kommunens kasse og regnskabsregulativ, jf. styrelseslovens § 42, stk. 7 og revisionsregulativ.

Stk. 8. Udvalget udarbejder programoplæg, byggeprogram og dispositionsforslag for byggearbejder vedrørende kommunale bygninger. Dette skal ske i samarbejde med de relevante stående udvalg, herunder ved nedsættelse af byggeudvalg.

§ 11. Økonomiudvalget fastsætter regler om:

  • Indberetninger fra den kommunale administration med henblik på udvalgets udøvelse af budget- og bevillingskontrol, jf. § 13
  • Borgmesterens og administrationens behandling af personalesager.

§ 12. Økonomiudvalget fører tilsyn med:

  • at forvaltningen af økonomiske midler sker i overensstemmelse med Byrådets beslutninger og iøvrigt på forsvarlig måde
  • at forvaltningen af Kommunens kasser og Kommunens regnskabsføring er forsvarlig
  • at de på årsbudgettet meddelte bevillinger og rådighedsbeløb samt de ved særlig beslutning bevilgede beløb ikke overskrides uden Byrådets samtykke
  • at Kommunens arkivalier opbevares på betryggende måde
  • løn- og ansættelsesforhold for personale i selvejende institutioner, som Kommunen har overenskomst med, jf. styrelseslovens § 67
  • at selvforvaltende områder overholder de af Byrådet fastsatte regler for selvforvaltning og økonomisk decentralisering

Kapitel V De stående udvalg

§ 13. Erhvervs-, Vækst- og Arbejdsmarkedsudvalg består af 5 medlemmer

Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens erhvervsrettede opgaver, herunder med særligt fokus på erhvervsudvikling, erhvervsservice og turismeområdet. Udvalget varetager derudover den umiddelbare forvaltning af kommunens beskæftigelsesmæssige opgave og skal sikre den koordinerende ungeindsats. Udvalget fører tilsyn med og fastlægger kompetencefordelingsplaner i sager indenfor udvalgets ansvarsområder.

Stk. 3. Udvalget varetager således den umiddelbare forvaltning af følgende områder:

Erhvervsområdet:

  • Erhvervsudvikling og erhvervsservice
  • Turisme
  • Samarbejde med eksterne leverandører af erhvervsservice og turismeaktiviteter
  • Samarbejde med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område

Beskæftigelsesområdet:

  • Dagpenge og andre forsørgelsesudgifter
  • Kontanthjælp
  • Opgaver, afgørelse og indsatser i henhold til beskæftigelseslovgivningen
  • Lov om kommunal ungeindsats
  • Aktivering og revalidering
  • Stillinger på særlige vilkår
  • Flygtninge og integration
  • Enkeltydelser i henhold til aktivloven
  • Sociale pensioner
  • Udvikling af Socialøkonomiske virksomheder
  • Rådgivning og vejledning i forhold til de opgaver, som varetages af Udbetaling Danmark
  • Jobcenter Kerteminde - herunder projekter
  • Borgerservice
  • Arbejdsmarkedsrelateret kontakt til erhvervslivet og organisationer
  • Samarbejde med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
  • Koordinering af ungeindsats

Stk. 4. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om:

  • Politikker og planer inden for udvalgets område, i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 11
  • Mål og resultatkrav i øvrigt inden for udvalgets område i samarbejde med Økonomiudvalget jfr. § 11
  • Takster inden for udvalgets område.

§ 14. Børn-, Unge- og Uddannelsesudvalg består af 7 medlemmer

Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af sager på det pasnings og undervisningsmæssige område samt familiemæssige område. Udvalget fører tilsyn med og fastlægger kompetencefordelingsplaner i sager indenfor udvalgets ansvarsområder

Stk. 3. Udvalget varetager således den umiddelbare forvaltning af følgende områder:

  • Dagtilbudsområdet
    • Dagpleje
    • Børnehaver og specialbørnehaver
    • Integrerede dagtilbud
    • Tilskud til privatinstitutioner og privat dagpleje
    • Puljeordninger
  • Uddannelsesområdet
    • Folkeskolen
    • Skolefritidsordninger
    • Friskoler og efterskoler
    • Ungdommens Uddannelsesvejledning
    • Specialundervisning
  • Børn-, familie og ungeområdet
    • Pædagogisk Psykologisk Rådgivning
    • Foregribende og forebyggende indsatser
    • Anbringelser
    • Opgaver, afgørelser og indsatser i henhold til sociallovgivning vedrørende børn og unge herunder også handicappede børn og unge
    • Sundhedsindsatser inden for udvalgets ansvarsområder, herunder genoptræning af børn og unge
  • Døgninstitutioner for børn og unge
  • Kommunal tandpleje
  • Befordring i forhold til udvalgets målgrupper

Stk. 4. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om:

  • Politikker og planer inden for udvalgets område, i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 11
  • Mål og resultatkrav i øvrigt inden for udvalgets område i samarbejde med Økonomiudvalget jfr. § 11
  • Takster inden for udvalgets område.

§ 15. Kultur-, Fritids- og Frivillighedsudvalg består af 5 medlemmer

Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver på kultur-, fritids- og frivillighedsområdet. Udvalget fører tilsyn med og fastlægger kompetencefordelingsplaner i sager indenfor udvalgets ansvarsområder.

Stk. 3. Udvalget varetager således den umiddelbare forvaltning af følgende områder:

  • Folkeoplysninger, frivillighed og fritidsaktiviteter
  • Idrætslivet
  • Kulturlivet
  • Museer herunder Østfyns Museer, Fjord & Bælt og Naturama
  • Biblioteksvæsen, biografer og andre kulturinstitutioner
  • Musikskolen
  • Forsamlingshuse og foreningshuse
  • Udlån og udleje af lokaler i kommunale ejendomme og for tilskud til foreninger mv.
  • Drift af haller/svømmehaller herunder tilsyn med leverandører
  • Samarbejde med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
  • Ungdomsskolen
  • Opgaver, afgørelse og indsatser i henhold til sociallovgivningen og SSP
  • Kommunalt støttede ordninger herunder Plads-til-Alle

Stk. 4. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om:

  • Politikker og planer inden for udvalgets område, i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 11
  • Mål og resultatkrav i øvrigt inden for udvalgets område i samarbejde med Økonomiudvalget jfr. § 11
  • Takster inden for udvalgets område.
  • Regler for udlån og udleje af lokaler i kommunale ejendomme og for tilskud til foreninger mv.

§ 16. Plan-, Teknik- og Bosætningsudvalg består af 5 medlemmer

Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver på arealanvendelses- og teknikområdet. Udvalget fører tilsyn med og fastlægger kompetencefordelingsplaner i sager indenfor udvalgets ansvarsområder.

Udvalget har desuden et særligt ansvar for at arbejde strategisk og udviklingsorienteret med kommunens fysiske udvikling, herunder at sikre sammenhæng mellem kommuneplan, lokalplaner, bosætningsstrategi og kommunens langsigtede udviklingsmål.

Stk. 3. Udvalget varetager således den umiddelbare forvaltning af følgende områder:

  • Fysisk planlægning (arealanvendelse, lokalplanlægning og kommuneplanrammer)
  • Administration af planlovgivning
  • Miljøtilladelser
  • Byggemodning samt salg af grunde
  • Ejendomsskat
  • Bosætning
  • Bygge- og boligforhold
  • Bopælspligt
  • Byudvikling og -fornyelse
  • Støttet byggeri
  • Trafiksikkerhed
  • Kollektiv trafik og taxa
  • Vejvæsen og transport
  • Vejnavne
  • Parkering
  • Samarbejde med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
  • Udvendig og indvendig vedligeholdelse af kommunale bygninger
  • Leje og udleje af arealer og ejendomme
  • Udvikling og serviceniveauer på havne

Stk.4. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om:

  • Politikker og planer inden for udvalgets område, i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 11
  • Kommuneplaner, lokalplaner og øvrige fysiske planer i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 11
  • Mål og resultatkrav i øvrigt inden for udvalgets område i samarbejde med Økonomiudvalget jfr. § 11
  • Takster inden for udvalgets område

§ 17. Klima- og Naturudvalg består af 5 medlemmer

Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver på miljø-, natur-, klima og bæredygtighedsområdet. Udvalget forestår den koordineret indsats på tværs af øvrige udvalg vedr. klima og bæredygtighed. Udvalget fører tilsyn med og fastlægger kompetencefordelingsplaner i sager indenfor udvalgets ansvarsområder.

Stk. 3. Udvalget varetager således den umiddelbare forvaltning af følgende områder:

  • Klima, biodiversitet og energi
  • Vand- og naturbeskyttelse
  • Fortids- og kulturminder
  • Kystbeskyttelse
  • Myndighedsopgaven omkring grundvand og spildevand
  • Myndighedsopgaver på affaldsområdet
  • Drift og pleje af kommunale skove, vandløb og naturområder
  • Drift og pleje af kommunale veje, stier og pladser
  • Skadedyrsbekæmpelse
  • Energistyring/forbrug i kommunale bygninger
  • Samarbejde med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område

Stk.4. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om:

  • Politikker og planer inden for udvalgets område, i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 11
  • Mål og resultatkrav i øvrigt inden for udvalgets område i samarbejde med Økonomiudvalget jfr. § 11
  • Takster inden for udvalgets område

§ 18. Ældre-, Handicap-, Psykiatri- og Sundhedsudvalget består af 5 medlemmer

Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens sociale og sundhedsmæssige opgaver i relation til ældre samt til voksne med fysiske eller psykiske handicaps eller psykiatriske lidelser. Udvalget fører tilsyn med og fastlægger kompetencefordelingsplaner i sager indenfor udvalgets ansvarsområder.

Stk. 3. Udvalget varetager således den umiddelbare forvaltning af følgende områder:

  • Sundhed, herunder
  • Aktivitetsbestemt medfinansiering og finansiering af sundhedsvæsen
  • Kommunal genoptræning og vedligeholdende træning
  • Sundhedsfremme og forebyggelse
  • Hjemmesygepleje
  • Pleje og Rehabilitering, herunder
  • personlig pleje, praktisk hjælp, rehabiliteringsforløb, hjemmehjælp af ældre og borgere med handicap over 18 år
  • Merudgifter
  • Hjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretning for børn og voksne
  • Døgnrehabiliteringsophold
  • Plejeboliger samt ældreboliger
  • Borgerstyret personlig assistance
    • Handicap, psykiatri og social, herunder
  • Rådgivning – forebygge sociale problemer
  • Alkohol- og stofmisbrug
  • Socialpædagogisk støtte
  • Kontakt og ledsagerordninger
  • Afløsning og aflastning i forhold til borgere med fysisk og psykisk nedsat funktionsevne
  • Beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud
  • Midlertidige ophold - og langvarige botilbud
  • Samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger (Servicelovens § 18, Ældrelovens § 7 og Barnets Lov § 17)
  • Befordring i forhold til udvalgets målgrupper
  • Bemyndigelse til anmodning om etablering eller ændring af værgemål

Stk. 4. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om:

  • Politikker og planer inden for udvalgets område, i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 11
  • Mål og resultatkrav i øvrigt inden for udvalgets område i samarbejde med Økonomiudvalget jfr. § 11
  • Takster inden for udvalgets område

Kapitel VI Vederlag mv.

§ 19. Byrådets første og anden viceborgmester oppebærer et vederlag på 0 procent af Borgmesterens vederlag.

Stk. 2. Formanden for Erhvervs-, Vækst- og Arbejdsmarkedsudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 23 procent af Borgmesterens vederlag.

Stk. 3. Formanden for Børn-, Unge- og Uddannelsesudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 23 procent af Borgmesterens vederlag.

Stk. 4. Formanden for Kultur-, Fritids- og Frivillighedsudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 18 procent af Borgmesterens vederlag.

Stk. 5. Formanden for Plan-, Teknik- og Bosætningsudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 23 procent af Borgmesterens vederlag.

Stk. 6. Formanden for Klima- og Naturudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 18 procent af Borgmesterens vederlag.

Stk. 7. Formanden for Ældre-, Handicap-, Psykiatri- og Sundhedsudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 23 procent af Borgmesterens vederlag.

Stk.8. Formanden for Børn og Unge-udvalget, der nedsættes efter § 18 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, oppebærer et vederlag som udgør 6 procent af Borgmesterens vederlag.

Stk.9. Næstformanden for Børn og Unge-udvalget, der nedsættes efter § 18 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, oppebærer et vederlag som udgør 2 procent af Borgmesterens vederlag.

Stk. 10. Formanden for Folkeoplysningsudvalget oppebærer et vederlag på 3 procent af Borgmesterens vederlag.

Stk. 11. Menig medlem af Økonomiudvalget eller de stående udvalg oppebærer et vederlag, som udgør 3 procent af Borgmesterens vederlag (32 poster).

Stk. 12. Den i stk. 1-11 nævnte vederlæggelse ophører med udgangen af den måned, hvor pågældende fratræder det enkelte hverv eller i en uafbrudt periode på 1 måned har været forhindret i at varetage hvervet, indtil medlemmet på ny varetager hvervet. Ved fravær på grund af sygdom, graviditet, barsel og adoption, hvor stedfortræderen af denne grund er indkaldt, er der dog ret til vederlag i indtil 9 måneder.

§ 20. Når et medlem af et stående udvalg på grund af formandens sygdom, ferie eller fravær af anden årsag af udvalget er konstitueret som formand i en periode på mindst 2 uger, oppebærer vedkommende i funktionsperioden vederlag efter samme regler som formanden, jf. § 18, stk. 2-7.

Stk. 2. Konstituerede formænd kan højst oppebære funktionsvederlag i en uafbrudt periode på 9 måneder.

Kapitel VII Stedfortræderindkaldelse

§ 21. Stedfortræderen for et medlem indkaldes ved medlemmets forfald af de grunde, der er nævnt i styrelseslovens § 15, stk. 2, uanset om hindringen har en kortere varighed end 1 måned.

Kapitel VIII Borgerrådgiver

§ 22. Direkte under Byrådets myndighed etableres en borgerrådgiverfunktion, jf. styrelseslovens § 65e.

Stk. 2. Borgerrådgiveren skal yde vejledning og rådgivning til borgerne inden for de af Byrådet fastsatte rammer herfor og skal bistå Byrådet med dettes tilsyn med kommunens administration.

Stk. 3. Byrådet ansætter og afskediger borgerrådgiveren og fastsætter nærmere regler for borgerrådgiverens virksomhed.

Kapitel IX Sundhedsråd

§ 23. Kerteminde Kommunes repræsentant i det regionale sundhedsråd er formanden for Ældre-, Handicap-, Psykiatri- og Sundhedsudvalget.

Stk. 2. Stedfortræder for formand for Ældre-, Handicap-, Psykiatri- og Sundhedsudvalget i sundhedsrådet er som 1. suppleant borgmesteren og som 2. suppleant næstformand for Ældre-, Handicap-, Psykiatri- og Sundhedsudvalget.

Kapitel X Ændringer i vedtægten

§ 24. Denne vedtægt træder i kraft den 1. februar 2026.

Stk. 2. Samtidig er Styrelsesvedtægten for Kerteminde Kommune af 23. oktober 2025 bortfaldet.

Stk. 3. Forslag til ændringer i vedtægten skal undergives 2 behandlinger i 2 byrådsmøder med mindst 6 dages mellemrum. Den vedtagne styrelsesvedtægt og senere vedtægtsændringer skal meddeles Det Kommunale Tilsyn.

Således vedtaget i Byrådets møder den 8. januar 2026 og den 21. januar 2026.

Michael Nielsen

Borgmester

/

Inger Marie Vynne

Kommunaldirektør

Ris eller ros til hjemmesiden

Hans Schacksvej 4
5300 Kerteminde

CVR.NR 29189706

Telefon: 65 15 15 15

Genveje