Bostøtten
Bostøtte i Socialpsykiatrien efter Servicelovens §82b eller §85
Lidt om Bostøtten
Målgruppe
Bostøtte kan efter en konkret individuel vurdering være et tilbud til dig, der på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for støtte for at kunne klare din hverdag.
For at kunne modtage bostøtte, er det en forudsætning, at du er i stand til at deltage aktivt i den støtte, der kan tilbydes.
Du skal visiteres til støtten gennem din sagsbehandler i handicap og psykiatri.
Faglige tilgange
Bostøtten tager afsæt i den rehabiliterende tankegang.
Vi tager udgangspunkt i dit ansvar for eget liv med ønsket om højeste grad af uafhængighed og selvbestemmelse.
Formålet med kommunens indsats er at understøtte dine handlemuligheder, så der opnås et så selvstændigt og meningsfyldt liv som muligt. Det vil eksempelvis være via hjælp til selvhjælp på såvel det praktiske som personlige plan.
Kerteminde har et team af udekørende medarbejdere, som alle har en faglig uddannelse som eks. sygeplejerske, pædagog, social og sundhedsassistent og ergoterapeut.
Forløb
Hvis du visiteres til bostøtte, afholdes der inden opstart af bostøtte et møde, hvor du, sagsbehandler og bostøtte deltager. Her beskrives dine indsatmål, som danner grundlag for dit samarbejde med bostøtten. Målene beskrives i samarbejde med dig og tager udgangspunkt i dine ønsker, håb og drømme for dit liv.
Eksempler på indsatsområder:
· Mestring af psykiske udfordringer
· Egenomsorg
· Struktur og praktiske færdigheder
· Netværk
· Deltagelse i sociale fællesskaber og fritidsaktiviteter
· Fritid/interesser
· Hverdagens opgaver
· Håndtere post og varetage økonomi
Varighed på støtten er som udgangspunkt midlertidig. Støtten kan gives som individuel støtte eller gruppetilbud eller som en kombination af begge.
Støtten kan foregå i lokaler på Toften i Munkebo, andre relevante steder i samfundet eller i eget hjem, alt efter hvad der samarbejdes om.
Kontakt
Leder, Minna Vig: Tlf.nr. 30 44 97 16
Myndighed på det specialiserede voksenområde
Kultur- og Administrationscenter Munkebo
Lindøalléen 515330 Munkebo