På vej - et gruppeforløb for unge i alderen 14 og 17 år
På Vej er et gruppeforløb for unge i alderen 14 og 17 år, som kæmper med selvkritiske tanker, tristhed, ængstelighed og som i betydelig grad er påvirket det i deres hverdag.
Kender du det:
- At stille for høje krav til dig selv og bebrejde dig selv, når du ikke lever op til dem?
- At være bekymret for at sige eller gøre ting forkert, så andre ikke kan lide dig eller tænker dårligt om dig?
- At have negative tanker om dig selv, din person eller dit udseende?
- At have svært ved at deltage/agere i sociale sammenhænge – fx fremlægge i skolen, tale med fremmede eller smalltalke i vennegruppen?
- At undgå ting du egentlig har lyst til, fordi du føler dig magtesløs eller ikke i stand til at handle herpå
Hvis du kan nikke ja til en eller flere af ovenstående udsagn, kan På- Vej være et relevant tilbud for dig. Vi vil gerne lære dig lidt om, hvordan dit sind fungerer, og hvordan du kan lære at navigere mere i retning af det, der er vigtigt for dig.
Du vil opnå en forståelse for det menneskelige sind og en indsigt i hvordan f.eks. selvnedvurderende tanker kan føre til undgåelse og isolation, som i sidste ende kan føre til undgåelse af de ting, som du gerne vil i dit liv. Du vil møde andre unge, som står i en lignende situation som din egen og der vil være mulighed for at erfaringsudveksle og lære af hinanden.
Gruppen består af 8-10 unge og ledes af en psykoterapeut og psykolog. Gruppeforløbet foregår som 10-12 sessioner af 2 timers varighed.
Vi forventer, at forældre støtter op med transport til og fra hver gang.