Plejebolig
Kerteminde Kommune støtter dig i at have et aktivt hverdagsliv.
Målet om et aktivt hverdagsliv sker i et samarbejde med dig og med afsæt i dine ønsker, håb og drømme for hverdagen.
Vi støtter dig i at genvinde eller bevare muligheden for at være aktiv og i stand til selv at klare hverdagens gøremål så du, så vidt muligt, undgår at være afhængig af andres hjælpe.
Hvis du føler dig alene og har behov for at være en del af et fællesskab, hjælper vi dig med kontakt til en forening eller et tilbud i kommunen.
Kvalitetsstandard for plejebolig
Denne kvalitetsstandard er en beskrivelse af det serviceniveau, som tilbydes i Kerteminde Kommune, når der er behov for en plejebolig.
Hvem kan få tildelt en plejebolig?
Vurderingen tager udgangspunkt i dit psykiske, fysiske og sociale funktionsniveau, og der vil blive lagt vægt på nedenstående:
Din fysiske og/eller psykiske funktionsevne er varigt nedsat, og medfører et stort behov for pleje, omsorg og/eller struktur over hele 24 timer.
Dit behov for hjælp og støtte kan ikke varetages af hjemmeplejen i din nuværende bolig eller i en ældrebolig
Det vurderes uforsvarligt, at du er alene i dit hjem og du kan ikke kalde på hjælp.
Din evne til at drage omsorg for dig selv er nedsat i en grad, hvor du har behov for tæt tilknytning til plejepersonale.
Hvis du har en sygdom, som bevirker, at du i forhold til din adfærd har behov for en skærmet bolig, vil det også være muligt at blive visiteret til en sådan. Der findes skærmede boliger på Birkelund Plejecenter og på Troelskær Plejecenter.
Hvis du har en ægtefælle eller samlever, og I ønsker at bo sammen i en plejebolig, kan der som udgangspunkt være mulighed for dette på Birkelund eller Fjordly Plejecenter. Det beror dog i hvert enkelt tilfælde på en arbejdspladsvurdering.
Hvordan bliver du visiteret til en plejebolig?
Når der opstår behov for en plejebolig, skal du udfylde et ansøgningsskema, som findes på Kerteminde kommunes hjemmeside.
Du kan også henvende dig til visitatorerne i Ældre og Sundhed i Kerteminde Kommune. Visitator udarbejder sammen med dig og evt. dine pårørende og en kontaktperson fra hjemmeplejen din ansøgning til plejebolig.
Din ansøgning sendes til boligudvalget, der foretager en vurdering af, hvorvidt du er berettiget til en plejebolig, og herefter får du få tilsendt en begrundet afgørelse.
Ønsker du en plejebolig i en anden kommune vil bevillingen blive fremsendt til den anden kommune, som vil behandle din ansøgning.
Hvis du på grund af din helbredssituation ikke selv er i stand til at give samtykke til indflytning i en plejebolig, vil det være nødvendigt at sætte din fremtidsfuldmagt i kraft eller få beskikket en værge.
Ved ansøgning af plejebolig kan du vælge at ansøge om en vilkårlig plejebolig i Kerteminde Kommune eller i en anden kommune. Du er dermed omfattet af en plejeboliggaranti, som betyder at kommunen skal give et tilbud om plejebolig indenfor 2 måneder fra visitationsdatoen. Hvis du er omfattet af plejeboliggaranti, men ikke accepterer et aktuelt plejeboligtilbud, vil en ny 2 måneders garantiperiode begynde.
Hvis du derimod
ønsker en specifik plejebolig på et bestemte plejecentre, er der ingen
garanti i forhold til, hvornår du får
et tilbud.
Hvis du opholder dig i en midlertidig bolig, forventes du at tage imod den første plejebolig, som du bliver tilbudt.
Hvordan sker tildelingen af en bolig?
Selve tildelingen af en plejebolig sker ud fra en vurdering af de aktuelle borgere på ventelisten, ud fra hvem der har det største behov. Denne vurdering foretages af en visitationsteamet i Ældre og Sundhed i Kerteminde Kommune.
Hvad koster det at bo i en plejebolig?
Før indflytningen skal du betale indskud samt månedlig husleje og forbrugsafgifter.
Du kan få hjælp til at søge om boligstøtte hos Udbetaling Danmark.
Såfremt du i forvejen bor i en plejebolig men ønsker en anden plejebolig i Kerteminde Kommune eller en anden kommune, skal du selv afholde udgifter i forbindelse med indskud og flytning. Kontakt Visitationen for yderligere information.
Kvalitetsmål
At plejeboliggarantien overholdes med tilbud om en plejebolig senest 2 måneder efter visitationsdatoen.
Kerteminde Kommune har ansvaret for at følge op på kvalitetsmålet.
Tavshedspligt
Personalet har tavshedspligt.
Klageadgang
Klagevejledning vil fremgå af afgørelsen om plejebolig.
Lovgrundlag
Lov om almene boliger §§ 54, 54a og 58. Bekendtgørelse nr. 1324 af 10/12/2014 om plejehjem og beskyttede boliger.
Information
Denne kvalitetsstandard og Kerteminde Kommunes øvrige kvalitetsstandarder kan ses på kommunens hjemmeside www.kerteminde.dk
Du kan få udleveret kvalitetsstandarderne og få mere at vide om dine muligheder for at få hjælp og støtte ved at kontakte:
Ældre og Sundhed
Lindøalleen 51
5330 Munkebo
Tlf. 6515 1060
Godkendelse
Kvalitetsstandarden er godkendt af Byrådet 19.12.2024.