For kandidater
Alle, der har valgret, og dermed er valgbar, kan stille op som kandidat ved kommunalvalget, der skal vælges 25 medlemmer til byrådet
Se mere
Der findes tre måder, du kan opstille som kandidat på:
- Kandidat for et politisk parti
- Kandidat for en borgerliste
- Enkeltperson
Uanset hvordan du ønsker at stille op, skal du bruge en særlig formular til anmeldelse af kandidatliste
Kandidatlisten skal underskrives af 25 borgere (stillere) i kommunen, der har valgret, medmindre den kandidatliste du stiller op for allerede er repræsenteret i det nuværende byråd.
Kandidatlister der ved sidste kommunalvalg opnåede repræsentation i byrådet og fortsat er repræsenteret med mere end 50 % tirsdagen 9 uger før valgdagen, og som ønsker at blive fritaget for at indsamle underskrifter fra stillere, kan indlevere kandidatlisten i perioden 2. - 16. september 2025 kl. 12.
Kandidatlister, der ikke er fritaget for kravet om underskrifter fra stillere, kan indlevere kandidatlisten i perioden 16. - 30. september 2025 kl. 12. Kandidatlisten skal være underskrevet af mindst 25 og maks. 50 vælgere i kommunen som stillere. En vælger kan kun være stiller for én kandidatliste.
Fælles gælder, at en kandidatliste ikke må indeholde mere end 29 kandidatnavne og skal indleveres til Byrådssekretariatet, Kerteminde Rådhus, Hans Schacksvej 4, Kerteminde inden for de førnævnte frister.
Kandidatlister kan indgå i valgforbund. Anmeldelse herom skal ske skriftligt senest 6. oktober 2025 kl. 12 til Byrådssekretariatet. Blanketter, som skal anvendes til kandidatlister og ved anmeldelse af valgforbund fås i Byrådssekretariatet.
Bestilling af kandidatlister
Bestilling af kandidatlister sker ved henvendelse til Byrådssekretariatet, Jane Gotfredsen, jsg@kerteminde.dk, mobil 2128 7299.
Udfyldning af kandidatlisten
En kandidatliste skal mindst indeholde navnet på én kandidat, og må maksimalt indeholde fire kandidater mere, end der kan vælges til kommunalbestyrelsen eller regionsrådet i den pågældende kommune/region. Det vil sige en kandidatliste til valget i KertemindeKommune kan maksimalt indeholde 29 kandidater.
Den, der indleverer en kandidatliste, har ret til en kvittering for indleveringen med angivelse af tidspunkt.
Det er meget vigtigt, at listen udfyldes korrekt.
Stillere må ikke have skrevet sig på andre kandidatlister, da stilleren så vil blive slettet fra alle lister.
En kandidat kan ikke være stiller for en kandidatliste, som kandidaten selv stiller op for.
Hvis partiet i forvejen er valgt ind i byrådet
De partier, der i forvejen er valgt ind i Kerteminde Byråd ved kommunalvalget i 2021, og som fortsat er repræsenteret i byrådet tirsdag 16. september 2025, kan efter anmodning blive fritaget for kravet om indsamling af underskrifter fra et mindsteantal af vælgere i kommunen som stillere. Hvis betingelserne ikke kan opfyldes, skal disse partier finde 25 stillere ligesom alle øvrige partier, der ønsker at stille op.
Man kan ansøge om at fravige kravet om stillere på kandidatlisten. Dette gøres ved angivelse i særlig rubrik på kandidatlisten.
Hvis man stiller op på en ny liste
Hvis man stiller op på en helt ny liste eller på en liste, der tidligere har stillet op, men ikke blev valgt ind i byrådet ved kommunalvalget i 2021, skal man som nævnt ovenfor finde 25 stillere, der opfylder valgretsbetingelserne, som nævnt ovenfor.
Det er bestemt i valgloven, at Kerteminde Kommune kræver et mindste antal af stillere på 25. Det anbefales, at man indsamler yderligere 5-8 stillere, hvis folk fraflytter kommunen, afgår ved døden eller af anden årsag ikke længere opfylder betingelserne for at være stiller.
En kandidatliste skal, for at kunne blive godkendt af valgbestyrelsen have en listebetegnelse.
En listebetegnelse, der er sammenfaldende eller giver anledning til forveksling med kandidatlisterne for et parti, der er opstillingsberettiget til folketingsvalg, kan ikke blive godkendt.
Som listebetegnelse kan ikke anvendes enkelte bogstaver såsom A, B, C osv., eller en kombination af bogstaver, der ikke danner et ord, fx SF, CD, RV, KRF osv.
En kandidatliste kan heller ikke få en listebetegnelse godkendt, der består af ordet ”liste” og et bogstav eller en kombination af bogstaver, der ikke danner et ord, fx ”Liste T”. Man kan heller ikke få en listebetegnelse godkendt, hvori der indgår enkelte bogstaver, fx ”Moderat T”.
Reglerne om opstilling og godkendelse af kandidatlister til kommunale og regionale valg findes i bekendtgørelse af lov om kommunale og regionale valg §§ 19 – 27.
Her følger en oversigt over tidsfrister ved de kommunale og regionale valg tirsdag den 18. november 2025.
Tirsdag 2. september 2025 (tirsdagen 11 uger før valgdagen)
Kandidatlister kan indleveres for de lister, der ønsker fritagelse for underskrift fra stillere.
Tirsdag 16. september 2025 (tirsdagen 9 uger før valgdagen)
Hvis listen vil fritages fra kravet om underskrift fra stillere, skal den være indleveret senest kl. 12.
Kandidatlister kan fra denne dato indleveres for de lister, der ikke kan fritages fra kravet om underskrift fra stillere.
Tirsdag 23. september 2025 (tirsdagen 8 uger før valgdagen)
Valgbestyrelsen skal senest kl. 12 meddele, om kandidatlisten kan fritages for kravet om underskrift fra stillere.
Tirsdag 30. september 2025 (tirsdagen 8 uger før valgdagen)
Kandidatlister skal være indleveret senest kl. 12 for de lister, der ikke kan fritages for kravet om underskrift fra stillere.
Fredag 3. oktober 2025 (46 dage før valgdagen)
Kandidater og stillere skal opfylde valgretsbetingelser bortset fra aldersbetingelsen og betingelsen vedrørende varigheden af forudgående fast bopæl i riget.
Hvis betingelserne ikke er opfyldt denne dag, skal de være opfyldt kl. 12 mandag 6. oktober 2025 (43 dage før valgdagen)
Lørdag 4. oktober 2025
Valgbestyrelsen skal senest give underretning om en kandidatlistes mangler.
Mandag 6. oktober 2025
- Kl. 12 er sidste frist for afhjælpning af mangler eller indlevering af en ny kandidatliste.
- Kl. 12 er sidste frist for kandidatlistens repræsentant for tilbagekaldelse af kandidatliste overfor valgbestyrelsens formand
- Kl. 12 er sidste frist for indgåelse eller tilbagetrækning af valgforbund.
- Kl. 12 er endelig frist for opfyldelse af valgretsbetingelserne.
Hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan du se den samlede oversigt over alle tidsfrister ved kommunal- og regionalvalget 18. november 2025.
Valgbar til Kerteminde Byråd er alle, der har valgret til byrådet og som senest den 6. oktober 2025 kl. opfylder valgretsbetingelserne bortset fra aldersbetingelsen og betingelsen vedrørende varighed af forudgående fast bopæl i riget.
Personer, der ikke er danske statsborgere, har ikke pligt til at lade sig opstille som kandidat til valget.
Valgbar
Du er valgbar, hvis du har valgret. Du har valgret, hvis du på valgdagen er fyldt 18 år, og har fast bopæl i kommunen, henholdsvis regionen.
Herudover skal man opfylde en af følgende betingelser:
- have dansk indfødsret, eller
- have statsborgerskab i en af de øvrige medlemsstater i EU, eller
- have statsborgerskab i Island, Norge, eller i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland eller
- uden afbrydelse have haft fast bopæl i riget i de sidste 4 år forud for valgdagen.
Følgende personer har – uanset ovenstående - ikke valgret:
- En udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1-2 er bortfaldet, men som ikke kan udsendes af landet.
- En udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1-2, men som ikke kan udsendes af landet.
- En udlænding, der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24 eller § 25c.
- En udlænding, der er udvist ved endelig afgørelse efter udlændingelovens §§ 25-25b .
- En udlænding, der ved registreringen i CPR som tilflyttet fra udlandet var indsat direkte til afsoning i en af kriminalforsorgens institutioner jf. § 17, stk. 4 i lov om Det Centrale Personregister.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddeler forud for hvert kommunalvalg, hvilke bogstavbetegnelser der på forhånd er reserveret til partier, der er opstillingsberettiget til folketinger pr. 1. august i valgåret.
Disse bogstavbetegnelser kan ikke tildeles andre kandidatlister, jf. § 33, stk. 2.
Bogstavet "X" kan ikke tildeles nogen kandidatliste, jf. kommunal– og regionalvalglovens § 34, stk. 1.
Derudover henstiller Indenrigs- og Sundhedsministeriet blandt andet normalt til følgende:
- Bogstavbetegnelsen W kan (som følge af forvekslingsmulighed med V) kun anvendes, hvis der ikke i øvrigt er bogstavbetegnelser nok til alle lokallister.
- Bogstavbetegnelsen Å skal angives som Å og ikke som Aa.
- Lokallister, der har deltaget i det seneste kommunalvalg, får fortrinsret til den bogstavbetegnelse, som lokallisten tidligere har anvendt.
Valgbestyrelsen i Kerteminde Kommune følger de til enhver tid fremsatte henstillinger fra ministeriet i forbindelse med tildeling af bogstavbetegnelser til de kandidatlister, der opstiller til kommunalvalg.
Ureserverede bogstavbetegnelser (Pr. 15.3.2025):
D, E, G, J, K, L, N, P, Q, R, T, U, (W), Y og Z.
Snarest muligt efter 1. august 2025 vil vi fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet modtage den endelige liste over reserverede bogstavbetegnelser, hvorefter ovenstående ureserverede bogstavbetegnelser opdateres.
Tidspunktet for tildeling af bogstavbetegnelser
Indlevering af kandidatlister kan tidligst ske:
- Tirsdagen 2. september 2025 (11 uger før valgdagen) for de kandidatlister, der ønsker at blive fritaget for kravet om indsamling af underskrifter fra et mindsteantal stillere (de kandidatlister, der blev indvalgt i byrådet, og som fortsat er repræsenteret i byrådet).
- Tirsdagen 16. september 2025 (9 uger før valgdagen) for de kandidatlister, der ikke kan fritages for kravet om indsamling af underskrifter fra et mindsteantal stillere.
Indlevering af kandidatlister kan senest ske:
- Tirsdag 16. september 2025 kl. 12 (9 uger før valgdagen) for de kandidatlister, der ønsker at blive fritaget for kravet om indsamling af underskrifter fra et mindsteantal stillere (de kandidatlister, der blev indvalgt i byrådet, og som fortsat er repræsenteret i byrådet).
- Tirsdag 30. september 2025 kl. 12 (7 uger før valgdagen) for de kandidatlister, der ikke kan fritages for kravet om indsamling af underskrifter fra et mindsteantal stillere.
Det er Kerteminde Kommunes valgbestyrelse, der godkender kandidatlisterne og tildeler bogstaver til de kandidatlister, der ikke i forvejen har et reserveret bogstav.
Kandidatlister kan støtte hinanden ved at indgå valgforbund. Hver kandidatliste kan kun indgå i ét valgforbund.
Hvis man indgår i et valgforbund, skal alle de partier, der indgår i valgforbundet, hver især indlevere en
anmodning om indgåelse af valgforbundet.
Anmodningen skal ske på en blanket, der udleveres samme sted som kandidatlisterne.
Fristen for indlevering af anmodning om indgåelse af valgforbund, er mandag den 6. oktober 2025 kl. 12.
Der vil være mulighed for at få proceduren forklaret yderligere, når man indleverer selve kandidatlisten