Vaccination for COVID-19 i Kerteminde Kommune

Den 2. januar kl. 9:00 vil første Coronavaccination blive givet på Lindhøj og Fjordly Plejecenter i Kerteminde Kommune. Herefter vil alle de beboere, som ønsker det, blive vaccineret mod Covid-19. Vaccinerne gives af læger og transporteres af apotekere fra OUH ud til plejecentrene, hvor de gøres klar til at blive givet. Vaccinationerne i Kerteminde Kommune gives som anden kommune på Fyn sammen med Nordfyns Kommune som også kan begynde at vaccinere den 2. januar.

 

”Vaccinen er den største milepæl i pandemien siden den første nedlukning i marts 2020. Vi har ventet tålmodigt og nu er der begrundet håb for, at beboere og pårørende kan finder tilbage til det normale liv på plejecentrene. Det er glædeligt at det i første omgang bliver de ældste og mest sårbare borgere der bliver vaccineret. Selvom vaccinen giver tro og håb, og indikere vi går et godt 2021 i møde, skal vi dog forsat holde afstand, og bruge værnemidler til alle er vaccineret” siger Kasper Ejsing Olesen.

 

I alt har 222 beboere på Kerteminde Kommunes plejecentre og rehabiliteringscentret tilkendegivet, at de ønsker at blive vaccineret, hvilket svarer til stort set til alle borgere på plejecentrene i Kerteminde Kommune. Det endelige samtykke gives til lægen på selve dagen. 

 

”Det er en glædens dag og jeg er meget tilfreds med, at stort set alle beboere har valgt at tage imod tilbuddet. Jeg er samtidig stolt over, at vi ikke har haft smitte hos beboerne på plejecentrene i 2020. Det skal ledere og medarbejdere på plejecentrene have stor ros for. Jeg håber, at retningslinjerne med afstandskrav og den gode hygiejnestandard fastholdes indtil vi er helt over pandemien”. siger Ældre- og Handicap og Psykiatriudvalgsformand Britt Pedersen.