Kerteminde Kommune søger frivillige mentorer/talentspejdere

Kerteminde Kommune har indgået en partnerskabsaftale med Landsforeningen Talentspejderne, der er en frivillig og humanitær organisation, der støtter unge skoleelever i at se og udvikle deres evner og talenter.

Alt for mange unge går ud af folkeskolen uden at være bevidste om, hvad de er gode til. De mangler troen på egne evner, er måske skoletrætte eller står med andre udfordringer, der gør, at de måske ikke kommer i gang med en uddannelse efter folkeskolen.

Har du lyst til at hjælpe en ung 12-15-årig i Kerteminde Kommune med at få øje på sine særlige evner og talenter, og dermed hjælpe dem videre igennem uddannelsessystemet?

Så kan du blive talentspejder hos Landsforeningen Talentspejderne.

Har du lyst til at blive talentspejder eller høre nærmere, så skriv eller ring til:

Konsulent i Talentspejderne Maibritt Henning Bajric: maibritt@talentspejderne.org eller tlf. 61 55 50 10.

HVAD ER FORMÅLET?

Formålet er at gøre unge i 7.-9. klasse uddannelsesparate, styrke deres selvværd og selvtillid, bevidstgøre dem om deres evner og talenter og motivere dem til at påbegynde en uddannelse efter folkeskolen. Det sker gennem individuel, personlig træning sammen med frivillige mentorer.

LOKALE MENTORER

Mentorer i Talentspejderne er gode rollemodeller, der har lyst, overskud og ressourcer til at give noget til andre – og er klar til at få mindst lige så meget tilbage.

Mentorerne er ansatte på private eller offentlige virksomhed, hvor ledelsen giver de ansatte fri til at udføre frivilligt socialt arbejde i 45 min. pr uge i en aftalt periode. Mentorerne forpligter sig samtidig til at bruge tilsvarende tid af sin fritid. Mentorerne mødes med eleverne en gang i ugen på mentorens arbejdsplads eller et offentligt sted som f.eks. biblioteket.

MENTORPROGRAM

Landsforeningen Talentspejderne tilbyder et veldokumenteret mentorprogram, der er udviklet i samarbejde med nogle af landets førende læringseksperter. Programmet består af 24 møder af ca. 1½ times varighed.

Gennem et obligatorisk certificerende mentorkursus af én dags varighed får mentorerne al den nødvendige viden og værktøjer til at kunne finde og arbejde med de unge og deres talenter. 

 

LÆS MERE HER:

www.talentspejderne.org

Se de mange glade unge på:

www.facebook.com/talentspejderne