---
title: "PostNord Danmark Rundt kommer til Kerteminde"
description: "Kerteminde bliver vært for enkeltstarten i PostNord Danmark Rundt 2025"
date: "2025-03-13"
created: "2025-02-24"
---

[Hjem](https://kerteminde.dk/)

                    [Kommunen](https://kerteminde.dk/kommunen)

                    [Nyheder](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder)

                [PostNord Danmark Rundt kommer til Kerteminde](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder/postnord-danmark-rundt-kommer-til-kerteminde)

# PostNord Danmark Rundt kommer til Kerteminde

Når den 34. udgave af cykelløbet PostNord Danmark Rundt afvikles i dagene fra den 12.-16. august bliver Kerteminde både start- og målby for enkeltstarten. På en 14,1 km. lang enkelstartsrute med start i Kerteminde centrum skal rytterne testes på de smalle og kuperede veje på Hindsholm, inden rytterne kører over målstregen i Kerteminde igen.

På et
pressemøde i Silkeborg i dag afslørede Danmarks Cykle Union start- og målbyer,
ruter og deltagende teams til dette års PostNord Danmark Rundt. For femte gang i
historien er Kerteminde blandt målbyerne, og som de tidligere gange er det som
vært for en enkeltstart.

-Jeg er
glad for, at det lige præcis er enkeltstarten, der kommer til Kerteminde. Det
giver kommunens borgere, turister og cykelentusiaster god tid til at mærke
atmosfæren ved et internationalt cykelløb, og opleve sporten på nærmeste hold, og vi glæder os til at en lang række af Danmarks
og verdens bedste cykelryttere skal konkurrere på vejene i vores smukke hjørne
af landet, siger Kasper Ejsing Olesen, borgmester i Kerteminde
Kommune.

**Eventsog begivenheder udover det sædvanlige i Kerteminde**

Vinderne
af de seneste tre udgaver af PostNord Danmark Rundt er verdenskendte
cykelryttere som Mads Pedersen, Christophe Laporte og Remco Evenepoel, og Mads
Pedersen har allerede meldt ud, at han kører PostNord Danmark Rundt i år. Det
vidner om hvilken type ryttere, man kan forvente at se i Kerteminde og på
Hindsholm den 14. august, når rytterne skal konkurrere mod uret i
enkeltstarten. Kerteminde Cityforening håber da også, at stjerneparaden af
cykelryttere vil fylde Kertemindes gader og stræder med gæster i den anledning.

-Vi har en
smuk og levende bymidte i Kerteminde, og vi elsker når byen lægger grund til
begivenheder lidt ud over det sædvanlige.  Vi har rigtig gode minder fra sidste gang
cykelkaravanen lagde vejen forbi i 2012, og vi ser frem til at vise byen fra
sin bedste side, siger Jonas Nielsen, formand for Kerteminde Cityforening.

Hos
Erhverv & Turisme glæder sig de sig også over, at der kommer endnu et stort
event til byen.

- Det er
fantastisk, at vi kan annoncere, at endnu et stort event lægger vejen forbi
Kerteminde. Foruden PostNord Danmark Rundt, ser vi ind i en spændende tid, hvor
der er flere store events i sigte – det er rigtig godt for turismen og
erhvervslivet. Vi har store ambitioner på eventområdet og, sammen med kommunens
erhvervsdrivende, turistaktører og borgere, glæder vi os til at vise Kerteminde
og omegn frem til hele Danmark, siger Jane Dam Christensen, direktør for
Erhverv & Turisme i Kerteminde.

PostNord
Danmark Rundt er indtil videre én af tre store begivenheder, som sætter Kerteminde
på landkortet i de kommende år. Foruden PostNord Danmark Rundt kommer World
Touren i golf til Kerteminde i sensommeren 2026 ligesom en kommende
julekalender på landsdækkende tv kommer til at foregå i Kerteminde med
optagelser i efteråret 2025. ****

**Et løbmed fynsk aftryk**

Kerteminde
er ikke den eneste fynske købstad, der får besøg af Danmarks største etapeløb i
2025. Også Svendborg er på årets rute og vært for starten af 4. etape. Det
tydelige fynske aftryk på årets løb skaber
glæde og stolthed hos Destination Fyn, der har store ambitioner for
cykelturismen på Fyn.

- Med
enkeltstarten i Kerteminde ser vi frem til at vise hele Danmark et udsnit af
det naturskønne cykelterræn, vi har på Fyn. At vi også skyder Kongeetapen i
gang i det sydfynske, hvor man bl.a. får fornøjelsen af den spektakulære
cykelsti, der i sommers blev indviet ved Hvidkilde Gods, understøtter i høj
grad det indtryk såvel ryttere som publikum og TV-seere får med sig; en cykelø
af høj klasse, siger eventchef ved Destination Fyn Jakob Staun.

Destination
Fyn har netop givet den to-hjulede satsning et ekstra gear med projektet
”Danmarks Rekreative Cykelnet”, der bl.a. indebærer skiltningen af 3.400 km
cykelvej efter den internationalt anerkendte knudepunktsmetode.

PostNord
Danmark Rundt skydes i gang den 12. august på Bornholm, hvor cykelløbet ikke
tidligere har været forbi. Yderligere information om dette års PostNord Danmark
Rundt kan findes [her.](https://postnorddanmarkrundt.dk/)
