---
title: "Nyt stiforløb på 42 kilometer på Hindsholm"
description: "Kerteminde Kommune har netop modtaget 1,3 mio. kr. fra Danmarks Naturstier til udviklingen af et ca. 42 km langt stiforløb på Hindsholm."
date: "2026-07-01"
created: "2026-07-01"
---

[Hjem](https://kerteminde.dk/)

                    [Kommunen](https://kerteminde.dk/kommunen)

                    [Nyheder](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder)

                [Nyt stiforløb på 42 kilometer på Hindsholm](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder/nyt-stiforloeb-paa-42-kilometer-paa-hindsholm)

# Nyt stiforløb på 42 kilometer på Hindsholm

Nu bliver der snart endnu flere muligheder for at opleve noget af Fyns smukkeste natur og landskaber til fods. Kerteminde Kommune har netop modtaget 1,3 mio. kr. fra Danmarks Naturstier til udviklingen af et ca. 42 km langt stiforløb på Hindsholm.

Ruten kommer til at føre gennem nogle af Hindsholms mest naturskønne områder bl.a. fra Nordstranden i Kerteminde gennem Sybergland, videre mod Mesinge, Dalby og Martofte og til sidst hele vejen til Fyns Hoved. Dermed skabes der en sammenhængende vandrerute mellem Kerteminde og Fyns Hoved.

Størstedelen følger eksisterende stier, mens der på enkelte strækninger etableres nye stiforløb i samarbejde med de berørte lodsejere.

**Projektet omfatter blandt andet:**
 -Nye og forbedrede stiforløb
 -Velkomst- og informationsskilte
 -Digital formidling af områdets natur og kulturhistorie
 -Dialog og samarbejde med lokale lodsejere

Samtidig etablerer Naturstyrelsen et nyt stiforløb gennem den kommende Smuttebjerg Folkeskov ved Dalby, som også bliver en del af Hindsholmstien.

Hindsholmstien er første skridt mod et større sammenhængende stinet i Kerteminde Kommune. Den langsigtede ambition er at bidrage til et sammenhængende stinet på tværs af kommunegrænserne.

Arbejdet forventes at gå i gang i efteråret 2026, og målet er at indvie Hindsholmstien i juni 2027.

Danmarks Naturstier er et nationalt projekt, der styres af Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd og gennemføres i samarbejde med Miljøministeriet, Friluftsrådet, KL og Nordea Fonden.
