---
title: "Ny skoleleder på Langeskov Skole"
description: "Henrik Lynggaard er ansat som skoleleder på Langeskov Skole"
date: "2026-08-27"
created: "2026-08-27"
---

[Hjem](https://kerteminde.dk/)

                    [Kommunen](https://kerteminde.dk/kommunen)

                    [Nyheder](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder)

                [Ny skoleleder på Langeskov Skole](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder/ny-skoleleder-paa-langeskov-skole)

# Ny skoleleder på Langeskov Skole

Kerteminde Kommune har ansat Henrik Lynggaard som skoleleder på Langeskov skole fra den 1. oktober. Henrik Lynggaard har 20 års ledererfaring i skoleverdenen, heraf 10 års erfaring som skoleleder, senest på Vejle Midtbyskole. Henrik Lynggaard afløser Klavs Norup Lauridsen, som efter 20 år på Langeskov Skole, heraf de seneste 13 år som skoleleder, stoppede op til sommerferien.

Med ansættelsen af Henrik Lynggaard får Langeskov Skole en erfaren leder til at stå i spidsen for de omkring 60 ansatte og 550 elever fra 0.-9. kl. Henrik Lynggaard er 48 år gammel og har erfaring med både store byskoler og mindre landsbyskoler, og har en diplomuddannelse i ledelse og er i gang med en master i ledelse.

-Henrik Lynggaard er valgt som ny skoleleder til Langeskov Skole i et felt med mange dygtige kandidater. Når valget faldt på Henrik, skyldes det, at vi er overbevist om, at kombinationen af hans skoleledererfaring, personlighed og ambitioner for at drive skole er det rette match til Langeskov Skole. Det var et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på Henrik som den rette kandidat til stillingen, og vi glæder os til samarbejdet, siger velfærdsdirektør i Kerteminde Kommune, Bettina Brøndsted.

Langeskov Skole er fordelt på to matrikler med børnemiljøet fra 0.-3. kl. med ca. 240 elever i afdeling Pilen, og mellemtrinnet og udskolingen med ca. 320 elever er placeret på afdeling Bakken.

-Min ambition er at bygge videre på Langeskov Skole, som en skole med fokus på en solid faglighed og stærke fællesskaber, og som samtidig er en god arbejdsplads for de mange ansatte. Jeg har indtil nu kun mødt engagerede ledere, medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer i ansættelsesprocessen, og  jeg glæder mig til at lære både skolen, elever, medarbejdere, forældre og kommunen meget bedre at kende, siger den nye skoleleder på Langeskov Skole, Henrik Lynggaard.

Henrik Lynggaard bor i Vejle sammen med sin familie og tiltræder stillingen i Langeskov den 1. oktober.
