---
title: "Millionstøtte til arbejdet med Grøn Trepart"
description: "Kerteminde Kommune har sammen med Nyborg og Nordfyns Kommuner modtaget knap 1 mio. kr. fra KL og Novo Nordisk Fonden."
date: "2026-06-26"
created: "2026-06-26"
---

[Hjem](https://kerteminde.dk/)

                    [Kommunen](https://kerteminde.dk/kommunen)

                    [Nyheder](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder)

                [Millionstøtte til arbejdet med Grøn Trepart](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder/millionstoette-til-arbejdet-med-groen-trepart)

# Millionstøtte til arbejdet med Grøn Trepart

Kerteminde Kommune har sammen med Nyborg og Nordfyns Kommuner modtaget knap 1 mio. kr. fra KL og Novo Nordisk Fonden til et fælles kompetenceudviklingsprojekt, der skal styrke arbejdet med Grøn Trepart.

De kommende 2½ år skal medarbejdere fra de tre fynske kommuner samarbejde tæt med erfarne projektledere fra Varde Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune. Gennem workshops, undervisning, sparring og konkrete projektforløb skal medarbejderne opbygge endnu stærkere kompetencer inden for planlægning og gennemførelse af vådområde- og lavbundsprojekter.

Kerteminde Kommune arbejder målrettet med at realisere Grøn Trepart. Kommunen har netop fået tilsagn til forundersøgelser af ni nye vådområdeprojekter, der tilsammen har potentiale til at reducere udledningen af kvælstof med omkring 88 tons om året og samtidig skabe mere natur og bedre vilkår for biodiversiteten.

-Kerteminde Kommune har gennem mange år arbejdet målrettet med vådområdeprojekter og naturgenopretning. Med Grøn Trepart er ambitionsniveauet og tempoet markant højere, og derfor er det afgørende, at vi fortsat udvikler vores kompetencer og lærer af kommuner, der har stor erfaring. Samarbejdet giver os endnu bedre forudsætninger for at skabe mere natur, reducere kvælstofudledningen og gennemføre projekterne i tæt dialog med lodsejerne, siger Jesper Schmidt-Nielsen, formand for Natur- og Klimaudvalget i Kerteminde Kommune.

Grøn Trepart indebærer en omfattende omlægning af arealer, hvor lavbundsjorder udtages, nye vådområder etableres og naturen styrkes. Det stiller store krav til både faglighed, projektledelse og samarbejde med lodsejere, rådgivere og øvrige interessenter.

Det nye projekt skal derfor give medarbejderne adgang til den viden og de erfaringer, som Varde Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune har opbygget gennem mange års arbejde med store natur- og klimaprojekter.

Målet er at styrke kommunernes kapacitet, så flere projekter kan gennemføres effektivt og med høj kvalitet til gavn for vandmiljø, klima og biodiversitet.

Projektet er støttet af KL gennem puljen *Kommunernes vej til et grønt Danmark*, som er finansieret af Novo Nordisk Fonden.

**Fakta**

- Kerteminde Kommune deltager sammen med Nyborg og Nordfyns Kommuner.
- Varde Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune bidrager med undervisning, sparring og erfaringsudveksling.
- Projektperioden er 2½ år.
- KL har bevilget 914.861 kr., svarende til 50 % af projektets samlede budget på 1.829.720 kr.
- Formålet er at styrke kommunernes kapacitet til at gennemføre vådområde- og lavbundsprojekter som led i implementeringen af Grøn Trepart.
