---
title: "Millioner på vej til udvikling af Kerteminde"
description: "Syv fynske bymidter får støtte på i alt 20 mio. kr. til udvikling"
date: "2025-04-11"
created: "2025-04-11"
---

# Millioner på vej til udvikling af Kerteminde

Erhvervsstyrelsen har netop givet tilsagn til at støtte et fælles fynsk projekt om at skabe mere liv i syv fynske bymidter. Støtten på i alt 20 mio. kr. skal gå til udvikling af Kerteminde, Faaborg, Årslev, Assens, Nyborg, Ringe og Rudkøbing. I alt udmøntes knap 49,5 mio. kr. til 16 danske byer.

Det kan være
svært at drive butik eller virksomhed i en tid, hvor nethandel og globale
virksomheder er tilgængelige for alle med et klik hjemme fra sofaen. I et
fælles fynsk projekt får bymidterne i syv fynske byer og de erhvervsdrivende nu
en håndsrækning til at sikre driftige og attraktive virksomheder og byer. Projektet,
kaldet Fremtidens Fynske Bymidter, er et samarbejde på tværs af kommunerne
Kerteminde, Faaborg-Midtfyn, Langeland, Assens og Nyborg.

-Kerteminde er
en fantastisk handelsby, og med de her midler får vi muligheden for at arbejde
med at samle kræfterne på tværs af den gamle bymidte og de nye kvarterer ned
mod havnen. Kvarteret på Strandkilen Syd står som det sidste færdig næste år,
og med de her udviklingsmidler skal vi lykkes med at forene de etablerede
butikker og virksomheder med de nye. Til glæde for de erhvervsdrivende og alle
os andre, der nyder at bruge Kerteminde, både sommer og vinter, siger Kasper
Ejsing Olesen, borgmester i Kerteminde Kommune.

Projektmidlerne
kommer fra EU’s Regionalfond, som er uddelt via Indstillingsudvalget for
bæredygtig byudvikling under Erhvervsstyrelsen. Som en del af projektet vil 250
lokale butikker og virksomheder i de syv fynske byer få målrettet sparring og
udvikling af deres kompetencer. Dermed får de en skræddersyet håndsrækning til,
hvordan den enkelte butiks- eller virksomhedsejer skaber udvikling i stedet for
afvikling. Håbet er, at man ikke kun lykkes med at bevare de nuværende butikker
i bymidterne, men også at der kommer flere til.

-Det er en
utrolig velkommen hjælp til at modgå den strømning, som vi også kan mærke, hvor
mere handel flytter væk fra de lokale butikker og virksomheder. Med
projektmidlerne kan vi styrke de enkelte butiksejeres forretning og styrke
fortællingen om det stærke handelsliv vi har i Kerteminde, mener Hans Kaas,
formand for Kerteminde Cityforening.

Øget
digitalisering, AI, grøn omstilling og skiftende forbrugsmønstre udfordrer de
lokale virksomheder. Fremtidens bymidter kræver derfor også noget markant
anderledes af de virksomheder, der bebor dem, end det var tilfældet for blot
nogle år siden.

-Detailhandelen
i hele Danmark står over for afgørende udfordringer, hvor selv enkelte fejl kan
have store konsekvenser. Derfor er det en fantastisk nyhed, at vi bliver
en del af et betydeligt kompetenceløft for de handelsdrivende. Hvis
detailhandlen kommer til at stå stærkere over for fremtidens udfordringer, så
er det i den grad også godt for Kerteminde Kommune, understreger Henrik Madsen,
formand for Erhvervs- og Vækstudvalget i Kerteminde Kommune.

Fremtidens
Fynske Bymidter har et samlet budget på 50 mio. kr., som både omfatter lokale
anlægsprojekter og ressourcer fra de enkelte kommuner og Erhvervshus Fyn, der
bliver tovholder i den erhvervsrettede del af projektet. Byerne i projektet kommer
til at dele deres viden og erfaringer til gavn for kvaliteten og til
inspiration for byudviklingen på hele Fyn.

                ![](https://kerteminde.dk/i/MOLIRIMEDIA/253bebba-71f3-4d04-8cdc-08dd77ca345a?width=800)
