Kerteminde Marina kåret til Årets Havn 2025
Prisen som Årets Havn 2025 tilfalder Kerteminde Marina efter en afstemning blandt landets lystsejlere. Blandt de 5 havne med flest stemmer har en jury udpeget årets vinder ud af Danmarks i alt ca. 350 lystbådehavne. Mere end 2000 lystsejlere har deltaget i afstemningen. Prisen uddeles af Danske Tursejlere, Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, Dansk Sejlunion, Bådmagasinet og Minbaad.dk.
Prisen som Årets Havn 2025 kommer efter at Kerteminde Marina over de senere år har gennemgået en større udvidelse og opgradering af forholdene på marinaen, herunder anlæggelse af ny vaskeplads, etablering af nyt tankanlæg og opsætning af nye bådekraner. Forbedrede forhold som landets sejlere har kvitteret for ved årets afstemning om Årets Havn.
- Ud over bedre faciliteter på marinaen er der også et stærkt sammenhold og fællesskab på marinaen mellem virksomhederne og foreningerne, som jeg tror sejlerne også kan fornemme, når de kommer her som gæster. Kåringen som Årets Havn er også et billede på at potentialerne på havnen forløses mere og mere i takt med at havneområdet bliver kædet bedre sammen med resten af det gamle købstadsmiljø i Kerteminde, som en del af Havneudviklingsplanen, siger Kerteminde Kommunes borgmester, Kasper Ejsing Olesen.
Kåringen til Årets Havn 2025 skete ved den årlige FLID havnemesse i Vingstedcenteret onsdag den 26. november. I begrundelsen for kåringen af Kerteminde Marina som Årets Havn lægger juryen vægt på den imponerende udvikling, som marinaen har været igennem de senere år. Sejlerne har i deres kommentarer til deres stemme også beskrevet Kerteminde Marina som ren, velholdt og med en fantastisk atmosfære, hvor både gæster og fastliggere føler sig hjemme. Særligt havnepersonalet og havnefogedens imødekommenhed blev nævnt igen og igen, ligesom de rene toiletforhold, gode grillpladser, den nærliggende badestrand med bro samt nem betaling trækker vurderingen helt i top.
Begrundelser som glæder havnemesteren i Kerteminde.
- Det er lykkedes at skabe et sammenhold blandt de forskellige aktører på havnen, der gør at man som gæstesejler får en rigtig god oplevelse ved at anløbe Kerteminde. Frivillige fra Turismens venner står hver dag i højsæsonen og tager imod nye gæster på havnen, ligesom vi har arrangeret koncerter og andre arrangementer på havnen, som de forskellige foreninger og erhvervsdrivende på marinaen har engageret sig i. Prisen som Årets havn giver ekstra energi i arbejdet med de øvrige opgraderinger og tiltag, der allerede er i støbeskeen, siger Søren Therkelsen, havnemester for Kerteminde Havne & Marina.
Flere forbedringer på vej
Kerteminde Marina har været omfattet af Havneudviklingsplanen, som et bredt flertal i Byrådet vedtog i 2018. Havneudviklingsplanen er nu så godt som gennemført, med nye boliger, detailhandel, promenadeforløb og mole til følge, med det formål at kæde den gamle industrihavn og marinaen tættere til Kertemindes gamle købstadsmiljø.
I forlængelse af Havneudviklingsplanen er der udarbejdet en helhedsplan for Kerteminde Marina, der sætter en retning for den videre udvikling. Første fase af den udvikling er udskiftning af tre broer i marinaen til nye flydebroer, der også vil give en række ekstra bådpladser. Herudover bliver vinteropbevaringspladsen omdannet til en multifunktionel plads med fast underlag og dræn, så pladsen kan bruges til events og andre formål i sommersæsonen. Alt i alt projekter til 27 millioner kroner, hvoraf 15,6 millioner stammer fra EU-støtte til erhvervs- og turismefremmende tiltag. Arbejdet med de nye flydebroer går i gang i løbet af december.
-Prisen som Årets Havn til Kerteminde Marina er endnu en brik i at styrke Kerteminde Kommunes position som en populær turistdestination, samtidig med at det er et attraktivt sted at bo, arbejde og drive virksomhed. Det er lykkedes at gøre marinaen til et samlingspunkt og et fællesskab, for langt flere end sejlerne, og det smitter af når man lægger til kaj ved en af de 700 pladser i marinaen, siger Henrik Madsen, formand for Erhvervs- og Vækstudvalget i Kerteminde Kommune.
Antallet af gæstesejlere i Kerteminde Marina har været støt stigende de seneste år, ligesom Marinaen er et yndet mål for autocamperturister. Forventningen er, at den udvikling fortsætter næste år. Ikke mindst på grund af udnævnelsen til Årets Havn og at Kerteminde til august lægger grund til Danish Golf Championship, en afdeling af DP World Touren i golf, hvor en del af de 60-80.000 gæster forventes at komme i egen båd.