---
title: "Kerteminde Kommune ansætter direktør med bred erfaring fra Odense Kommune"
description: "Kerteminde Kommune har ansat den 42-årige Dan Bonde Nielsen som ny direktør"
date: "2025-01-25"
created: "2025-01-24"
---

[Hjem](https://kerteminde.dk/)

                    [Kommunen](https://kerteminde.dk/kommunen)

                    [Nyheder](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder)

                [Kerteminde Kommune ansætter direktør med bred erfaring fra Odense Kommune](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder/kerteminde-kommune-ansaetter-direktoer-med-bred-erfaring-fra-odense-kommune)

# Kerteminde Kommune ansætter direktør med bred erfaring fra Odense Kommune

Kerteminde Kommune har ansat den 42-årige Dan Bonde Nielsen som ny direktør med resortansvar for Teknik, Klima og Byudvikling samt Social, Arbejdsmarked og Borgerservice. Dan Bonde Nielsen kommer fra en stilling som stabschef i Borgmesterforvaltningen i Odense Kommune, med øverste ansvar for ca. 200 medarbejdere.

Kerteminde
Kommunes nye medlem af direktionen kommer fra en stilling som chef i Borgmesterforvaltningen
i Odense Kommune, med ansvar for betjening af byråd, økonomiudvalg, borgmester
og den administrative topledelse samt en bred portefølje inden for vækst,
turisme, bystrategi, kommunikation samt HR og personalejura.

Dan Bonde
Nielsen er uddannet cand. scient.pol. og har en ph.d. i offentlig ledelse. Han
har været ansat i 10 år i Odense Kommunes Borgmesterforvaltning, heraf de
seneste 8 i lederstillinger.

-Med
ansættelsen af Dan Bonde Nielsen får vi en særdeles kompetent leder til at stå
spidsen for udviklingen af Kerteminde Kommune på nogle meget centrale områder
som byudvikling, klima og social- og arbejdsmarkedsområdet. Dan har en solid
kommunal erfaring fra en af landets største kommuner, der samtidig er en af
vores faste og gode samarbejdspartnere, siger Kasper Ejsing Olesen, borgmester
i Kerteminde Kommune.

Opgaverne
i Kerteminde Kommune vil spænde bredt fra samarbejdsaftalen vedrørende Odense
Havns udviklingsønsker på Lindø i Munkebo til udviklingsprojekter omkring
Kertemindes havnekvarter og i Langeskov og Marslev. Opgaver med klima, grøn
omstilling, bæredygtighed og erhvervsudvikling – i sammenhæng med
landsbyudviklingen, og arbejdet med ledighed og tilknytning til
arbejdsfællesskaberne på arbejdsmarkedsområdet vil ligeledes være en del af
opgaveporteføljen.

-Jeg
glæder mig til at kaste mig over de mange og forskelligartede opgaver, der
venter mig i Kerteminde Kommune. Jeg kender Kerteminde Kommune som et
fantastisk sted og en god samarbejdspartner, og jeg glæder mig til at bidrage
til udviklingen af en kommune, der både rummer store styrker og potentialer
inden for erhverv og turisme og spændende by- og klimaudviklingsprojekter,
siger Dan Bonde Nielsen.

Dan Bonde
Nielsen bliver en del af en tremandsdirektion med et fælles tværgående ansvar
for organisationen og for den politiske betjening.

-Jeg
glæder mig til at byde Dan velkommen til direktionen og organisationen. Vi har
i ansættelsesudvalget mødt en topmotiveret og erfaren leder, som brænder for at
gøre en forskel til gavn for borgere, erhvervsliv og medarbejdere – vel at
mærke gennem samarbejde og partnerskab med alle, som har et medansvar for vores
skønne kommune, siger Inger Marie Vynne, kommunaldirektør i Kerteminde Kommune.

Kerteminde
Kommunes nye direktør begynder i sin nye stilling den 1. marts 2024.

                ![](https://kerteminde.dk/i/MOLIRIMEDIA/2e5cb183-1f6f-4226-259c-08dd3bbf3c26?width=800)
