---
title: "Kerteminde klar til stor cykelfest"
description: "En lang række aktører i byen er gået sammen om at skabe en cykelfest, når PostNord Danmark Rundt kommer til Kerteminde den 14. august"
date: "2025-08-12"
created: "2025-08-12"
---

[Hjem](https://kerteminde.dk/)

                    [Kommunen](https://kerteminde.dk/kommunen)

                    [Nyheder](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder)

                [Kerteminde klar til stor cykelfest](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder/kerteminde-klar-til-stor-cykelfest)

# Kerteminde klar til stor cykelfest

Torsdag den 14. august 2025 får Kerteminde fornemt besøg, når cykelløbet PostNord Danmark Rundt kommer til byen og afvikler årets enkeltstart med start og mål i Kerteminde. En lang række aktører i byen er gået sammen om at skabe en cykelfest hele dagen, så allerede fra kl. 10 vil der være aktiviteter mange steder i byen. Aktiviteterne fortsætter frem til afviklingen af cykelløbet og videre på Kertemindes caféer og restauranter, når den sidste rytter er kommet i mål.

Selvom den
første cykelrytter først kører ud på enkeltstartsruten kl. 15, vil byen summe
af cykelfest hele dagen. Kertemindes hovedstrøg, Langegade, er lukket for
trafik fra kl. 10, for at gøre plads til aktiviteter, ligesom biblioteket,
Fjord & Bælt, Farvergården, Johannes Larsen Museet, Musik- og Kulturskolen
og en række foreninger, butikker, restauranter og caféer har stablet ekstra
aktiviteter på benene i dagens anledning.

-Det er
fantastisk den opbakning vi har oplevet fra Kertemindes erhvervsdrivende og de
mange frivillige i byens foreninger, som er gået sammen for at skabe en fest i
byen, når nogle af verdens bedste cykelryttere kommer til Kerteminde. Det viser
bare endnu engang fællesskabet i Kerteminde Kommune, når det er bedst. Byrådet
havde en ambition om at skabe en byfest i forbindelse med PostNord Danmark
Rundt, og det er jeg sikker på, at der bliver. Vi får vist os frem både til
gæster og via medier, og når folk ser hvor dejligt her er, vil flere
forhåbentligt vende tilbage på et senere tidspunkt. Det er den gode positive
spiral, som vi hver dag arbejder for, siger Kerteminde Kommunes borgmester,
Kasper Ejsing Olesen.

Besøget af
PostNord Danmark Rundt er et led i en bevidst strategi om at tiltrække
begivenheder, der kan understøtte det lokale turismeerhverv og det øvrige
erhvervsliv og skabe oplevelser, der kommer hele kommunen til gavn.

-Vi har i hele
denne byrådsperiode arbejdet for at tiltrække events til Kerteminde Kommune,
som var en del af strategien, da vi i sin tid etablerede Erhverv & Turisme Kerteminde.
Så det er dejligt, når det lykkedes. Det gavner fortællingen om en kommune,
hvor der er plads til udvikling, og jeg glæder mig meget både til dette, og de
fremtidige events som kommer til Kerteminde Kommune, siger Jens Gantriis,
formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Kerteminde Kommune.

Kerteminde
Cityforening og deres medlemmer har lagt et stort arbejde i skabe en festlig
ramme for dagen, så de mange gæster der kommer til Kerteminde for at se
cykelsport i verdensklasse, også får mulighed for at få en masse andre
oplevelser ud af besøget i Kerteminde.

-Der har været
en stor velvilje fra både vores medlemmer, men også en lang række andre aktører
i byen, offentlige såvel som private, til at skabe en festlig dag i Kerteminde.
Vi har forberedt os længe, nu glæder vi os til at tage imod en masse
cykelinteresserede og andre, der bare gerne vil have en festlig dag i vores
skønne by, siger Hans Kaas, formand for Kerteminde Cityforening.

**Ny cykelruteindvies**

Ikke blot
kommer PostNord Danmark Rundt til Kerteminde den 14. august. Samme dag indvies
også en ny cykelrute, Vikingeruten, der er et samarbejde mellem Visit
Kerteminde, Visit Odense, TID – museum for Odense, Vikingemuseet Ladby og
Destination Fyn. På den 58 km lange cykelrute kan man opleve ægte danefæ og
besøge to museer, der tilsammen fortæller historien om Danmarks vilde og
fascinerende vikingetid.

På dagen vil
Kerteminde Bryghus servere en nyudviklet vikingeøl fra standen ved Kerteminde
Kirke, hvor Erhverv & Turisme i Kerteminde og en række frivillige er klar
til at fortælle om ruten. Fra standen kan man også i samlet flok prøve
Vikingeruten af sammen med Mette Mathiasen, der arbejder med cykelturisme hos
Destination Fyn.

- En sportevent
som PostNord Danmark Rundt animerer til lokal folkefest, genererer synlighed og
opmærksomhed til lokalområdet, og derfor giver den også liv til andre lokale og
regionale relaterede cykelfortællinger. Jeg kan ikke forestille mig en bedre anledning
til at indvie den nye Vikingerute, som er et
stjerneeksempel på, hvordan vi på Fyn arbejder med at skabe sammenhængende
kæder af oplevelser for turister med en bestemt interesse. Og hvordan det sker
på tværs af kommunegrænser, siger Jakob Staun.

Vikingeruten vil i den kommende tid
blive udviklet yderligere med mange flere spændende oplevelser, der smager af
dengang landet blev regeret af de skruppelløse og eventyrlystne danere – også
i Munkebo og Odense. Den 14. august må man dog i første omgang nøjes med den
del af ruten, der slynger sig omkring Kerteminde Fjord og passerer forbi Ladby,
som jo for nylig har fået ekstra opmærksomhed i forbindelse med TV-serien
Danefæ.

**Verdensstjernerstiller til start i Kerteminde**

Det er en række
af cykelsportens største navne, der gæster Kerteminde, som en del af PostNord
Danmark Rundt. Således tæller feltet blandt andet Mads Pedersen, Jasper
Philipsen, Mathias Skjelmose, Fabio Jakobsen, Søren Kragh Andersen, Magnus Cort
og den danske veteran Jakob Fuglsang, der med PostNord Danmark Rundt kører sit
sidste professionelle cykelløb, oven i købet i spidsen for det danske landshold.

Den første
rytter triller ud på enkelstartsruten kl. 15, men allerede kl. 13 varmer
rytterne op på ruten, ligesom holdene og deres holdbusser indfinder sig på
Brugsens og Nettos parkeringspladser på havnen i løbet af formiddagen. Så der
er rig mulighed for at opleve cykelsporten helt tæt på.

Alt i alt er
der lagt op til en dag i cyklingens tegn den 14. august i Kerteminde.

Hele programmet
for dagen i Kerteminde, og praktiske informationer om cykelløbet, parkering og
trafikomlægninger findes [her.](https://kerteminde.dk/MOLIRIPAGE/3c626a22-4895-443d-80f7-6510cea9b256 "her.")
