---
title: "Grøn trepart har fået en fynsk lillebror"
description: "Kerteminde Kommune indgår som en del Vindinge Ådal & Holckenhavn Fjord Partnerskabet, der skal skabe et mere end 1000 hektar sammenhængende naturbælte."
date: "2024-12-09"
created: "2024-12-09"
---

[Hjem](https://kerteminde.dk/)

                    [Kommunen](https://kerteminde.dk/kommunen)

                    [Nyheder](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder)

                [Grøn trepart har fået en fynsk lillebror](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder/groen-trepart-har-faaet-en-fynsk-lillebror)

# Grøn trepart har fået en fynsk lillebror

Iltsvind, fedtemøg og forsvundet fiskeliv. Havmiljøet i Holckenhavn Fjord syd for Nyborg gisper efter vejret. Nu kommer nystiftet lokalt grønt partnerskab naturen til undsætning. Målet er at omlægge lavbundsjorde, skabe et 1000 hektar sammenhængende naturbælte gennem tre fynske kommuner og sikre fortsat stærke lokale landbrug.

Få uger efter regeringens aftale om grøn trepart bliver de store
ambitioner også fulgt op lokalt. På Fyn har tre kommuner, to
landbrugsorganisationer, Danmarks Naturfredningsforening, Syddansk Universitet
og Århus Universitet indgået en lokal partnerskabsaftale, der skal forbedre
Holckenhavn Fjord ved Nyborg og udvikle 1000 hektar natur. Dermed går parterne
forrest som et eksempel på de lokale initiativer, der skal søsættes landet
over.

-Det er fantastisk at mærke det store lokale engagement for at få
Den Grønne Trepart videre fra aftaletekst og ud at blive konkret og skabe et
helt nyt grønt landskab. Projektet er et mønstereksempel på de lokale grønne
treparter, som vi skal have mange flere af i hele landet. For vi skal komme
problemet med iltsvind til livs og have livet tilbage i vores fjorde. Og vi
skal i gang nu, siger Minister for Grøn
Trepart, Jeppe Bruus.

Det konkrete mål for ’Vindinge Ådal og Holckenhavn Fjord
Partnerskabet’ er at genskabe havmiljøet i fjorden inden 2028. Selvom
partnerskabet ikke er en af de såkaldte vandoplands-styregrupper, så har de
netop fokus på at fremme og understøtte omlægningen af lavbundsjorde til
vådområder i fjordens opland, omkring Vindinge Å, hvor der også skal skabes
mere natur og mere skov.

-Det nye partnerskab er et visionært samarbejde, der skal
skabe en markant forbedring af vores fælles natur på tværs af kommunegrænser.
Partnerskabet vil forvandle det østfynske landskab langs Vindinge Å og give en
mærkbar forbedring af vandmiljøet i Holckenhavn Fjord. Vi lykkes kun ved at
løfte i flok, og med den her aftale vil inspirere andre til at indgå aftaler på
tværs til gavn for havet og naturen, siger borgmester i Kerteminde Kommune, Kasper Ejsing Olesen.

**Plads til både landbrug og 1000 hektarnatur**

I dag er mere end to tredjedele af oplandet til Holckenhavn Fjord
dyrket og derfor bliver landbruget en afgørende partner i den lokale aftale.

-Vi vil gerne gå forrest og vise, at det kan
lade sig gøre at drive stærke lønsomme landbrug og samtidig være med til at
forbedre naturens betingelser markant. Det glæder mig, at vi allerede tager fat
om treparten og ser frem til at konstruktivt samarbejde på tværs af alle
interessenter, siger Torben Lyngsøe Povlsen, Bestyrelsesformand for L&F
Centrovice.

Partnerskabet vil bruge den nyeste
viden fra blandt andet Danmarks Naturfredningsforening, Syddansk Universitet og
Århus Universitet, dialog og fundraising til at understøtte den store
omlægning, der er nødvendig for at forbedre Holckenhavn Fjord. Samtidig er den
langsigtede ambition at bruge omlægningerne som løftestang og skabe ét
sammenhængende naturbælte på op mod 1000 hektar på tværs af tre kommunegrænser
- fra Vindinge Ådals udspring i Faaborg-Midtfyn Kommune, forbi Rønninge i
Kerteminde Kommune og hele vejen til Nyborg.

-Vi glæder os over, at partnerskabets
naturambitioner også bidrager til, at vi får skabt mere og rigere natur på
Østfyn med ét sammenhængende område til gavn for både
naturen, klimaet og vi mennesker. Vindinge Ådal er allerede i dag et
område med store naturværdier og potentialet er kæmpestort for åen, engdrag,
moser og store naturoplevelser til land og til vands, siger Nanna Bille,
formand for Danmarks Naturfredningsforening – Nyborg.

I takt med at indsatsen udvikles vil
partnerskabet invitere flere aktører og lokale med til dialog og samarbejde om
konkrete projekter og aktiviteter.

**Fakta:**

 ****

- Vindinge Å og Holckenhavn Fjord Partnerskabet
består af L&F Centrovice (fynsk landboforening), Patriotisk Selskab,
Danmarks Naturfredningsforening, Faaborg-Midtfyn-, Kerteminde- og Nyborg
kommuner, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet.
- Vindinge Å afvander et opland på 226 km2 på
Østfyn og løber ud i Holckenhavn Fjord.
- 68% af oplandet til Holckenhavn Fjord er
dyrket.
- 6% er udlagt til beskyttet natur - 7% har
tilstødende bebyggelse.
- De enkelte udtagningsprojekter håndteres i de
respektive kommuner og indgår som en del af helhedsplanlægningen.
- Partnerskabet om Vindinge Ådal og Holckenhavn
Fjord er en særskilt lokal partnerskabsaftale og ikke en trepartsaftale i form
af den kommende organisering i vandoplands-styregrupper – de såkaldte VOS’er.
Partnerskabet har samme sammensætning, men arbejder helt lokalt sammen om
tilsvarende målsætninger i Vindinge Ådal og Holckenhavn Fjord.

                ![](https://kerteminde.dk/i/MOLIRIMEDIA/1fdde7b7-561a-4adc-fcf0-08dcfd846118?width=800)
