Fyns største bestand af spidssnudet frø fundet ved Bogensø Strand
Kerteminde Kommune har som led i det fynske EU-LIFE-projekt LifeRing fået kortlagt og vurderet de nuværende bestande af blandt andet spidssnudet frø på en række lokaliteter i kommunen.
Spidssnudet frø er omfattet af EU’s habitatdirektivs bilag IV, hvilket betyder, at arten er strengt beskyttet.
En af de undersøgte lokaliteter er naturområdet Bogensø Strand på den nordvestlige side af Hindsholm. Området er ca. 25 hektar stort, og her er bestanden vurderet til at være over 1.000 individer, hvilket gør Bogensø Strand til Fyns største kendte bestand af spidssnudet frø.
Naturpleje har løftet naturkvaliteten
Kerteminde Kommune gennemførte i 2021–2023, i forbindelse med initiativet Danmarks Vildeste Kommune, en indsats gennem en såkaldt ”vildpulje”, der havde til formål at støtte projekter, som ville kunne forbedre biodiversiteten i kommunen.
I den forbindelse gennemførte kommunen i tæt samarbejde med Grundejerforeningen Ridderstjernen, lokale lodsejere, Naturstyrelsen og Sybergkvæg et naturplejeprojekt i området, hvor naturområdet blev udvidet, og der blev indført ekstensiv helårsgræsning på det samlede areal. Denne form for græsning er optimal for at holde arealer lysåbne, forhindre tilgroning og støtte nøjsomme plantearter.
Indsatsen har generelt højnet naturkvaliteten i området og ser samtidig ud til at have gavnet spidssnudet frø markant.
Brug for flere levesteder på Fyn
Desværre har spidssnudet frø det svært mange andre steder på Fyn. Kerteminde Kommune håber derfor gennem EU-LIFE-projektet LifeRing at kunne hjælpe arten ved at etablere en række nye levesteder – blandt andet på Hindsholm og ved Urup Dam. Udover Spidssnudet frø laver kommunen også indsatser for strandtudsen og stor vandsalamander.
Har du arealer på Hindsholm og kan du se dig selv som en del af projektet, er du meget velkommen til at kontakte projektleder Henrik Mathiasen på naturogklima@kerteminde.dk