---
title: "Folkemøde mod ensomhed"
description: "Handicaprådet, Seniorrådet, Ældre Sagen og Kerteminde Kommune inviterer til Folkemøde mod ensomhed"
date: "2025-04-28"
created: "2025-01-13"
---

[Hjem](https://kerteminde.dk/)

                    [Kommunen](https://kerteminde.dk/kommunen)

                    [Nyheder](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder)

                [Folkemøde mod ensomhed](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder/folkemoede-mod-ensomhed)

# Folkemøde mod ensomhed

Handicaprådet, Seniorrådet, Ældre Sagen og Kerteminde Kommune inviterer alle borgere, skoler, institutioner, foreninger, frivillige og andre interesserede til folkemøde om Fællesskaber mod ensomhed, som finder sted 24. januar 2025 kl. 10-17 i Troelskærsalen i Kulturcentret, Lindøalléen 51, Munkebo. Arrangementet er for alle.

Ensomhed er
et voksende problem, som kan ramme os alle, uanset alder, baggrund eller
livssituation. Fællesskaber og tætte relationer har stor betydning for vores
mentale sundhed og trivsel. Folkemødet skal være med til at skabe opmærksomhed
omkring ensomhed og være en platform, hvor vi sammen deler erfaringer, idéer og
løsninger.

Ifølge
Socialforskningsinstituttets rapport om Danskernes Sundhed (2023) viser 9,6% af
den voksne befolkning tegn på ensomhed. Særlig blandt unge er der set en
markant stigning, hvor hver 5. ung mellem 16 og 24 år oplever ensomhed. Hos
børn mellem 11-15 år svarer ca. hvert 10. barn, at det ofte eller meget ofte
føler sig ensom. Ifølge Defactum føler 10-12% af de ældre 65+-årige sig
ensomme. Ensomhed er også udbredt blandt handicappede, hvor sociale og fysiske
barrierer kan bidrage til følelsen af isolation.

- Folkemødet skal
være med til at styrke fællesskabet og være med til, at vi alle bliver bedre
til at opspore de, der er ensomme i vores kommune. Vi håber i Ældre Sagen, at
flere vil blive inspireret til at engagere sig og gøre en forskel i andres liv,
uanset om det er ældre eller unge medborgere. Frivillighed er jo en fantastisk
måde at skabe forbindelse og fællesskab på. Dette folkemøde er en enestående
mulighed for at mødes, udveksle idéer og finde fælles løsninger på ensomhed,
siger Louise Qvaavigaq, som er formand for Ældre Sagen i Kerteminde Kommune.

Dagen vil
byde på en række spændende aktiviteter og debatter bl.a.

- Oplæg om aktuelle emner
     relateret til ensomhed bl.a. hvad naturen kan gøre for vores mentale
     sundhed.
- Paneldebatter om opsporing af
     ensomme og om ensomhed og sociale medier.
- Samtalesaloner om
     frivillighed og medborgerskab.
- Stande og udstilling af ungeportrætter.
- Sangsession med
     harmonikaspillere for bl.a. demente
- Underholdning ved bl.a. vores
     lokale bedemand og foredragsholder Nils-Peter Holm

- Vi ser frem
til at skabe opmærksomhed omkring ensomhed og blive inspireret til gode
løsninger. Jeg tror på, at frivillige og kommunen sammen kan gøre en forskel og
hjælpe dem, der føler sig ensomme. Ensomhed er en udfordring, som mange, også
handicappede står overfor, og det er vigtigt, at vi står sammen og støtter
hinanden. Jeg håber, at dette folkemøde vil skabe endnu større bevidsthed og
inspirere flere til at tage del i fællesskabet, siger Lone Kiilerich, formand
for Handicaprådet i Kerteminde Kommune

-Folkemødet
er en vigtig platform for at diskutere og adressere ensomhed blandt ældre. Vi i
Seniorrådet er meget optaget af, hvordan vi kan bekæmpe ensomhed, og vi vil
lægge os i selen for at skabe løsninger i fællesskab med bl.a. borgere,
foreninger og kommune, udtaler Inge Laurvig-Borch, formand for Seniorrådet i
Kerteminde Kommune.

-
Jeg tror på, at vi i fællesskabet kan lære meget af hinanden og finde nye måder
at bekæmpe ensomhed på. Alle har ret til at indgå i givende fællesskaber, og jeg
vil opfordre alle borgere og foreninger til at deltage i folkemødet og være med
til at skabe stærkere fællesskaber. Kommunen støtter helhjertet op om initiativet,
og jeg ser frem til en dag fyldt med meningsfulde samtaler og aktiviteter og til
at deltage og lytte til andres perspektiver, udtaler Kasper Ejsing Olesen,
borgmester i Kerteminde Kommune.

Sandwich,
sodavand, kaffe/te og kage kan købes.

Det er gratis
at deltage. Tilmelding er ikke nødvendig.
