---
title: "Et bredt flertal indgår forlig om næste års budget"
description: "Den 17. september 2026 indgik et bredt flertal aftale om Kerteminde Kommunes budget for 2027-2030. Uden for aftalen står Socialistisk Folkeparti."
date: "2026-09-18"
created: "2026-09-18"
---

[Hjem](https://kerteminde.dk/)

                    [Kommunen](https://kerteminde.dk/kommunen)

                    [Nyheder](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder)

                [Et bredt flertal indgår forlig om næste års budget](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder/et-bredt-flertal-indgaar-forlig-om-naeste-aars-budget-2)

# Et bredt flertal indgår forlig om næste års budget

Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Liberal Alliance, Hverdagens Stemme, Enhedslisten, Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre indgår aftale om Kerteminde Kommunes budget for 2027-2030.

Den 17. september 2026 indgik et bredt flertal aftale om Kerteminde Kommunes budget for 2027-2030. Uden for aftalen står Socialistisk Folkeparti.

Afsættet for budgetaftalen er de seneste års arbejde med at styre økonomien og opbygge kassebeholdningen. Det betyder, at Kerteminde Kommune i dag står et bedre og mere robust sted som levner plads til investeringer i kernevelfærden og muliggør et nyt fokus på kommunens langsigtede udvikling og indtægtsudvikling.

Forligspartierne er enige om et løft på 105,6 mio. kr. Budgetløftet dækker over alt lige fra demografiregulering og pris- og lønregulering til politisk prioriterede områder, som aftalepartierne er enige om at sætte ekstra penge af til. Kernevelfærden – dagtilbud, skole, forsørgelsesudgifter, social og handicap, ældre, løftes samlet med 51,5 mio. kr. udover den normale pris- og lønfremskrivning. Aftalepartierne har foretaget omfordeling inden for eksisterende områder for at sikre prioriteringerne til budgetløftet.

- Jeg er utrolig glad for, at partierne bag budgetaftalen er gået ind i budgetforhandlingerne med åbenhed og en villighed til indgå et bredt forlig også selv om det jo betyder, at hver enkelt parti har måttet give køb på nogle af egne ønsker. Bredden i budgetaftalen markerer et byråd, som er parat til at løfte i fællesskab og det tegner et lyst billede for fremtiden for vores kommune, siger borgmester Michael Nielsen.

**Børn og unge prioriteres**
Med budgetaftalen løftes børn og ungeområderne med samlet 15,0 mio. kr. Samtidig er partierne bag budgetaftalen enige om, at der skal være ro om skolestrukturen med de nære skoletilbud. Det forpligter Byrådet til at fremme aktivitet og liv i landsbyerne, så børnefamilier bliver – og flere kommer til.

I budgetaftalen er der blandt andet afsat budget til et varigt løft af dagplejen samt genindførelse af gæstedagplejen.

Aftalepartierne er også enige om at sikre et kvalitetsløft af folkeskolerne, der løfter budgetterne med 3,3 mio. kr. fra 2027 og frem. Der er også blevet plads til at fastholde juniorklubber, der er et gratis fritidstilbud efter skoletid til 4. og 5. klasserne og til at indføre svømmeundervisning for 4. klasserne.

**Løft af velfærden i kommunen**
Budgetaftalen sikrer, at kvalitetsløftsmidlerne på 1,26 mio. kr. fastholdes på ældreområdet og lægger et yderligere løft på 0,6 mio. kr. oveni fra 2027 og frem. Pengene skal bruges på ældreområdet, og aftalepartierne ønsker et stort fokus på værdighed i ældreplejen, så alle borgere mødes med respekt, omsorg og livskvalitet.

Med aftalen løftes budgetterne til børn og voksne med særlige behov og handicap med samlet set 10,8 mio. kr. i 2027. Midlerne fordeles med 6,2 mio. kr. til børn og unge med særlige behov, og 4,6 mio. kr. til voksne.

**En ny retning for erhvervsudvikling og vækst**
Med budgetaftalen sætter aftalepartierne en ny retning for erhvervsudviklingen i Kerteminde Kommune. Kerteminde Kommune skal være en endnu mere attraktiv kommune at drive og udvikle virksomhed i. En ny erhvervspolitik skal sætte retningen for erhvervsudviklingen i kommunen – og det skal ske med udgangspunkt i virksomhedernes behov.

Derfor udfases dækningsafgiften for virksomhederne, hvilket længe har været et ønske fra erhvervslivet. Samtidig foretages en omlægning af myndighedsbehandlingen og den lokale erhvervs- og turismeservice.

Det betyder, at aftalepartierne ønsker at stoppe samarbejdet med Erhverv & Turisme i Kerteminde. Erhverv & Turisme i Kerteminde har løftet en vigtig opgave, men det er nu aftalepartiernes ønske, at dialogen med virksomhederne rykker endnu tættere på kommunen og myndighedsbehandlingen.

Byrådet vedtager budgettet endeligt i forbindelse med byrådsmødet den 1. oktober 2026.

[Læs aftaleteksten her.](https://kerteminde.dk/p/Filer Nyheder/Budgetforlig-2027-2030.pdf "Læs aftaleteksten her.")

[Du kan finde yderligere budgetmateriale her.](https://kerteminde.dk/MOLIRIPAGE/df52ec3e-c9f5-4c4d-b406-e6ed55144eef "Du kan finde yderligere budgetmateriale her.")
