---
title: "Egeprocessionsspinderen er nu også fundet i Kerteminde Kommune"
description: "Den berygtede natsværmeart, egeprocessionsspinder, blev i sidste uge fundet af en borger i Holev i den vestlige del af Kerteminde Kommune."
date: "2025-07-03"
created: "2025-07-03"
---

[Hjem](https://kerteminde.dk/)

                    [Kommunen](https://kerteminde.dk/kommunen)

                    [Nyheder](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder)

                [Egeprocessionsspinderen er nu også fundet i Kerteminde Kommune](https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder/egeprocessionsspinderen-er-nu-ogsaa-fundet-i-kerteminde-kommune)

# Egeprocessionsspinderen er nu også fundet i Kerteminde Kommune

Den berygtede natsværmeart, egeprocessionsspinder, blev i sidste uge fundet af en borger i Holev i den vestlige del af Kerteminde Kommune. Egeprocessionsspinderen er i sit larvestadie et ubehageligt bekendtskab, da den kan forårsage alvorlige allergiske reaktioner hos både dyr og mennesker. Kerteminde Kommune igangsætter nu en bekæmpelse af egeprocessionsspinderen, ligesom personale fra Kerteminde Kommune vil screene mulige levesteder for egeprocessionsspinderen.

Egeprocessionsspinderen
lever kun på egetræer, og det er i perioden fra april til juli, at den er i sit
larvestadie, hvor dens mange mikroskopiske brandhår kan udgøre en
sundhedsrisiko ved kontakt. Herefter forpupper larven sig til ufarlige
natsværmere.

I Odense
Kommune har man siden efteråret 2024 kendt til larvens tilstedeværelse i byen
og bekæmpet den. Her er den primært fundet i den østlige del af Odense Kommune.

Park og Vej i
Kerteminde Kommune har siden fundet af egeprocessionsspinderen været i tæt
kontakt med Odense Kommune for at trække på deres erfaringer med bekæmpelsen og
taget kontakt til de samme virksomheder, som bekæmper larven for Odense
Kommune.

-I denne uge
har vi en medarbejder ude for at screene egetræerne i især den vestlige del af
kommunen med henblik på at kortlægge omfanget, fortæller Benedict Moos, Chef
for Teknik, Klima & Byudvikling i Kerteminde Kommune. -Lige nu har vi et
kort tidsvindue, hvor vi kan gøre en indsats. Frem mod slutningen af juli er de
fleste egeprocessionsspindere endnu i larve- eller puppestadiet, hvor vi har
mulighed for at bekæmpe den og dermed mindske antallet af nye larver næste år.

Park & Vej
har siden fundet i Holev fundet yderligere to reder med egeprocessionsspindere
i nærområdet. Undersøgelsen af området fortsætter, og nye fund vil blive
bekæmpet, så vidt det er muligt. Til efteråret evalueres indsatsen, og der
lægges en strategi for den fremtidige bekæmpelse, ligesom den umiddelbare
spredning af natsværmeren løbende kortlægges.

**Fakta omEgeprocessionsspinderen**

Egeprocessionsspinderen
danner tætte fællesspind ("reder") hvori larverne opholder sig og
senere forpupper sig i. Når larverne forlader reden for at spise af egetræets
blade, bevæger de sig i lange kæder (processioner), hvorfra navnet kommer.

Egeprocessionsspinderen
lever udelukkende på egetræer. Larverne af egeprocessionsspinderen kan
genkendes på, at de har meget lange hvide hår og et mørkt hoved. I juli måned
er larverne fuldvoksne og har en længde på 3-4 cm.

Hvis du oplever
hudirritation eller åndedrætsbesvær efter at have været tæt på egeprocessionsspindere
skal du søge lægehjælp.

-Hvis man
observerer egeprocessionsspinder-larver eller en såkaldt rede, altså et spind
med larver eller pupper i, vil vi opfordre til, at man opretter et tip til
Kerteminde Kommune via Tip Kerteminde. Så vil vi sørge for, at der bliver taget
hånd om bekæmpelsen. Reder eller larver – både levende og døde - bør kun fjernes
af professionelle med det rette udstyr, siger Benedict Moos, Chef for Teknik,
Klima & Byudvikling i Kerteminde Kommune.

Larven af egeprocessionsspinderen kan nemt forveksles med andre
helt ufarlige larver. Hvis larverne ikke sidder på et egetræ, er der ikke tale
om en egeprocessionsspinder. Rederne findes på egetræets stamme eller grene, og
inkluderer meget sjældent blade, som man ser det hos for eksempel spindemøl.

Egeprocessionsspinderen
er endnu ikke etableret i Danmark, men er almindelig i Tyskland, Frankrig,
Belgien og Holland, hvor landene har oplevet betydelige udbrud især i perioder
med gunstige vejrforhold.

**Anbefalinger**

I samarbejde
med Styrelsen for Patientsikkerhed har Odense Kommune udarbejdet disse
anbefalinger:

- Undgå kontakt med larver, både døde
     og levende og med larvens reder eller vegetation/jord omkring træer, hvor
     der har været larver.
- Ved kontakt med larvens hår, er der
     risiko for hudreaktioner som kraftig kløe og udslæt. Der ses ligeledes
     øjen- og luftvejsirritation, og i sjældne tilfælde vejrtrækningsbesvær.
- Ved kontakt kan man forsøge at
     fjerne hårene ved forsigtig afskylning efterfulgt af et bad med mere
     grundig afvaskning. Ved øjensymptomer skylles øjnene. Forsøg at undgå
     spredning af hår i hjemmet, og vask tøjet ved mindst 60 grader.
- Oplever man kraftige symptomer
     eller vejrtrækningsbesvær efter kontakt med larverne, anbefales det at
     søge lægehjælp.

*Kilde:Odense Kommune*

**Sådan tipperdu**

Vi opfordrer
private haveejere og skovejere til at holde øje med om egeprocessionsspinderen
findes på deres matrikler.

Man kan oprette
et tip via Kerteminde Kommunes [hjemmeside](https://kerteminde.dk/borger/trafik-og-veje/tip-kerteminde) eller gennem app'en Tip Kerteminde.
Vælg kategorien "Skadedyr". Under problem vælges
”Egeprocessionsspinder”.

Send meget
gerne et billede med. Det hjælper os med at vurdere, om der rent faktisk er
tale om egeprocessionsspinderen, så kommunen ikke rykker unødigt ud.

Fotos: Luc Hoogenstein og Ben Sale, Wikimedia commons
