Donation på 250.000 kr. til nye faciliteter til udeskole på Mesingeskolen
Specialskolen Mesingeskolen i Kerteminde Kommune får balancebane, sheltere og bålhytte til at lave udeundervisning. Efter indstilling fra Bilka Odense har Salling Fondene doneret 250.000 kroner til projektet, som kommer til glæde og gavn for både eleverne og hele lokalområdet.
Julen er kommet tidligt i år hos specialskolen Mesingeskolen i Kerteminde Kommune, som har modtaget en donation på en kvart million kroner til faciliteter, som gør, at skolen kan lave udeundervisning.
Det er Bilka Odense, der har indstillet projektet til Salling Fondene, som har doneret 250.000 kroner til projektet. Donationen går til en balancebane, to sheltere og en bålhytte med borde og bænke, som eleverne kan bruge. Men det er ikke kun skolen, der får glæde af de nye faciliteter. Udenfor skolens åbningstid må lokalsamfundet nemlig gerne bruge området.
Donationen skaber stor glæde hos skoleleder på Mesingeskolen, Søs Løkke.
- Vi har længe drømt om at få faciliteter til udeskole. Vi er enormt glade og taknemmelige for den flotte donation. Udeskolen er med til at styrke og udvikle børnenes faglige udvikling, trivsel og livsduelighed. Indtil for nyligt har vi haft en gammel skurvogn, men den er blevet fjernet, da den var blevet for slidt. Vi glæder os rigtig meget til det hele står færdigt, siger hun.
Også hos Per Bloch Lethan, Specialist, Operations & Efficiency, i Bilka Odense, er glæden stor.
- Vi er rigtig glade for, at vi kan støtte lokalområdet med donationen. Det glæder os, at både skolens elever og hele nærområdet kan bruge det nye udeområde og få en masse gode oplevelser, siger han.
Søs Løkke har en forventning om, at det nye udeområde står klar i løbet af foråret 2026.
Fokus på børn og unges trivsel
Bilka har et klart fokus på at støtte børn og unges trivsel. To gange om året har varehusene mulighed for at indstille lokale initiativer og projekter til donation ved Salling Fondene.
Fælles for alle projekterne er, at de indbyder til fællesskaber og fremmer børn og unges trivsel.
FAKTA:
Salling Fondene har siden 2012 støttet projekter i hele landet for mere end 2,3 milliarder kroner til kunst og kultur, sport, uddannelse, kirke og andre velgørende formål
Bilka har siden 2020 indstillet og fået godkendt 109 lokale projekter til en samlet værdi på over 23 millioner kroner fra Salling Fondene. Det har været alt fra multibaner, legepladser, sheltere, træningsområder og meget mere
Salling Fondene donerer pengene via indstillinger fra Bilka for at sikre, at overskuddet fra koncernen bliver omsat til konkrete initiativer med børn og unges trivsel for øje