Bæredygtighedsrådet søger kandidater til perioden 2026 - 2029
Rådet består af 15 medlemmer, fordelt på 2 repræsentanter fra Byrådet og 13 medlemmer med forskellige repræsentationer og kompetencer fra lokalområdet.
Ansøgningsfristen er søndag den 15. februar 2026.
Læs mere om Bæredygtighedsrådet og om hvordan du ansøger her.
Forum for dialog og samarbejde om bæredygtig udvikling
Bæredygtighedsrådet i Kerteminde Kommune blev nedsat af Byrådet i november 2021.
Rådet medvirker til udvikling af bæredygtige, nye ideer og projekter til gavn for lokalsamfundet, og er et forum for videndeling og inspiration for offentlige og private løsningsorienterede bæredygtige initiativer.
Fødevareområdet er et af de områder, som rådet har været optaget af – blandt andet udvikling og formidling omkring bæredygtigt iværksætteri på fødevareområdet. Blandt andet har rådet stået bag et temaarrangement i samarbejde med Erhverv og Turisme i Kerteminde, med udefrakommende eksperter der holdt inspirationsoplæg, samt med lokale politikere, der efterfølgende indgik i paneldialog. Rådet står også bag et oplæg til en lokal strategi på fødevareområdet.
Landbruget fylder i debatten i dag, og det har det også gjort for rådet. I 2025 stod rådet bag visning af filmen Landbrugets Natur i Kino sammen med DN Kerteminde, med efterfølgende spørgsmål og dialog med instruktøren Isabelle Denaro. En film, der satte lys på potentialerne for regenerative dyrkningsformer med danske eksempler, især fra mindre jordbrug.
Senere på året stod rådet bag et temaarrangement i samarbejde med landboforeningen Centrovice og Kverneland. Her fortalte direktør Svend Brodersen fra Gram Slot om tankerne og historien bag udviklingen af Gram Slot, der i dag er et af Danmarks største økologiske jordbrug.
Også vores enorme forbrug af tekstiler har rådet arbejdet med. Det udmøntede sig i december måned til et temaarrangement med tekstilekspert Tanja Gotthardsen, der gjorde deltagerne klogere på sammenhænge, tilblivelse og vores forbrug af tekstiler, og hvad der er op og ned på genbrugsbølgen. Et arrangement, der startede ud med praktiske workshops, som deltagerne kunne være med på.
Yderligere information om Bæredygtighedsrådet
Formand Poul Henrik Jørgensen: Poul-Henrik@live.dk, 3058 0509
Sekretær for Bæredygtighedsrådet, Johannes Thuesen: joth@kerteminde.dk, 2921 2972