---
title: "Nævning og domsmand"
description: "Domsmand"
date: "2026-10-21"
created: "2026-10-21"
---

[Hjem](https://kerteminde.dk/)

                    [Kommunen](https://kerteminde.dk/kommunen)

                [Nævning og domsmand](https://kerteminde.dk/kommunen/naevning-og-domsmand)

# Nævning og domsmand

På denne side kan du søge om optagelse på grundlisten for perioden 1. januar 2028 - 31. december 2031.

# Vil du være nævning eller domsmand?

Hvis du vil være nævning eller domsmand, skal du ansøge om at blive optaget på grundlisten. Domstolene bruger listen, når de udpeger lægdommere, der er en fællesbetegnelse for nævninge og domsmænd.

Hvert 4. år beder Landsretten kommunerne om hjælp til at finde frem til personer, som kan påtage sig opgaver som lægdommere.

Grundlisteudvalget i Kerteminde Kommune skal senest den 1. marts 2027 finde ca. 82 personer, der må anses for egnede til at virke som lægdommere og opføre disse på en grundliste.

Grundlisten er gældende i perioden 1. januar 2028 – 31. december 2031.

Torsdag den 5. november 2026 kl. 16-17 afholder Grundlisteudvalget informationsmøde på Kerteminde Rådhus. Tilmelding til jsg@kerteminde.dk

Sidste frist ansøgning om optagelse på grundlisten er den 31. december 2026.

## Vil du vide mere om lægdommere og grundlisten?

###

                                    Hvad er en lægdommer

En lægdommer er en mand eller kvinde, som ikke har en juridisk eksamen. Alligevel er de med til at dømme eller frifinde personer i straffesager.
Lægdommerne lytter sammen med de uddannede dommere i By- og Landsretten til argumenterne i sagen. Herefter er lægdommerne med til at vurdere, om den anklagede skal dømmes eller frifindes.

Du kan se en kort tegnefilm om hvervet som lægdommer her: [Se film her](https://www.youtube.com/watch?v=3jLwPHTQgIg "Se film her")

###

                                    Hvilke krav skal opfyldes for at blive lægdommer?

**Du skal bo i Kerteminde Kommune**

- Du skal have valgret til Folketinget – det vil sige, at du skal være minimum 18 år og have dansk statsborgerskab.
- Du må ikke fylde 80 år inden den fireårige periode (1. januar 2028 – 31. december 2031) afsluttes, altså skal du være født mellem 1952 og 2009.
- Du skal tale og forstå dansk.
- Dit fysiske og psykiske helbred skal være i orden.
- Du må ikke være straffet for en alvorlig forbrydelse – Landsretten indhenter straffeattest.
- Du må ikke være juridisk embedsmand, advokat, ansat i kriminalforsorgen, præst i folkekirken eller ved andre trossamfund eller ansat ved politiet.

Vi ser meget gerne, at flere unge under 30 år og borgere med anden etnisk oprindelse end dansk søger, men alle er velkomne til at søge.
Er du lægdommer i indeværende periode, skal du søge igen, hvis du er interesseret i at blive optaget på den nye grundliste.

Der er ingen garanti for, at du bliver udtaget til Kerteminde Kommunes grundliste, selvom du er egnet og opfylder kravene. Det afhænger bl.a. af, hvor mange borgere i Kerteminde Kommune, der ønsker optagelse på listen.

Det er Østre Landsret, der udarbejder den endelige liste over lægdommere. Det er derfor ikke alle, der optages på ”grundlisten”, som ender med at blive valgt som lægdommere. Dette sker ved lodtrækning af Landsretten.

Hvis du kommer på Landsrettens endelige liste over lægdommere for perioden 2028-2031, får du besked af Retten i løbet af efteråret 2027.

###

                                    Hvad får jeg for det?

Som lægdommer får du p.t. 1.100 kr. pr. dag. Retten indeholder A-skat. Der betales også befordringsgodtgørelse.

Lægdommere gør normalt kun tjeneste ved deres ”egen” lokale byret samt på de nærmeste beliggende steder, hvor landsretten holder møde.

###

                                    Hvor meget arbejde er der i opgaven?

I løbet af et år vil du gennemsnitligt komme til at have fire dage med opgaver som lægdommer.

Som lægdommer kan du normalt regne med at skulle deltage i retssager en enkelt dag ad gangen. Enkelte sager vil dog være så omfattende, at de tager flere dage eller uger.

###

                                    Hvordan kommer jeg på grundlisten?

Du kan ansøge om at komme på grundlisten ved at skrive til kommune@kerteminde.dk med oplysninger om

Navn

Adresse

Fødselsdag (ikke cpr.nr.)

e-mail

Stilling

Ansøgningsfrist er den 31. december 2026.

###

                                    Er det et borgerligt ombud?

Som borger i Danmark er der en række opgaver, du ikke kan sige nej til at udføre, hvis du bliver spurgt. Dette offentlige arbejde, som alle har pligt til at påtage sig kaldes borgerligt ombud.
Arbejdet som nævning eller domsmand er borgerligt ombud, og der vil derfor være mødepligt.

Pligten til at påtage sig disse opgaver ophører dog, når du når en vis alder.
For domsmænd ophører pligten, når du fylder 80 år i løbet af de fire år, du er lægdommer.

###

                                    Hvem laver grundlisten?

Senest den 1. marts 2027 skal Grundlisteudvalget fremsende en grundliste til Østre Landsret. Grundlisten er gældende for perioden 1. januar 2028 – 31. december 2031.

Grundlisteudvalget skal sikre, at personer der er på grundlisten udgør et alsidigt sammensat udsnit af Kerteminde Kommunes befolkning og repræsenterer de forskellige aldersklasser, mænd og kvinder samt etnisk tilhørsforhold.

Dette hensyn kan få betydning for, hvem der udtages, såfremt der er flere interesserede end det antal personer, der skal optages på listen.

## Kontakt Byrådssekretariatet

Hans Schacksvej 4 - Kerteminde 5300

### Skriv til os

jsg@kerteminde.dk
