---
title: "Forberedt på kriser"
description: "Det kan du selv gøre inden krisen opstår"
date: "2026-05-04"
created: "2024-06-06"
---

[Hjem](https://kerteminde.dk/)

                    [Kommunen](https://kerteminde.dk/kommunen)

                    [Beredskab - hvis krisen opstår](https://kerteminde.dk/kommunen/beredskab-hvis-krisen-opstaar)

                [Forberedt på kriser](https://kerteminde.dk/kommunen/beredskab-hvis-krisen-opstaar/forberedt-paa-kriser)

# Forberedt på kriser

## Det gør kommunen

Kerteminde Kommune har etableret et 3-dages beredskab for vores sårbare borgere.

Sårbare borgere indbefatter både borgere på kommunens institutioner, bosteder og i eget hjem, der i forskellig grad får hjælp til at etablere et 3-dages beredskab. De berørte borgere har i forvejen fået særskilt information via deres normale kontakt til kommunen.

Vi har ekstra vand, mad og medicin hvor nødvendigt, og er ved at undersøge alternative strømkilder, hvis strømmen skulle gå, som det er anbefalet fra Kommunernes Landsforening og Styrelsen for Samfundssikkerhed.

## Det skal du selv sørge for

For at kommunen kan fokusere på de sårbare borgere, kræver det, at resten af borgerne har forberedt sit eget hjemmeberedskab, med mad, vand, medicin og andre fornødenheder, så de kan klare sig selv i minimum tre dage.

Tænk over, om der i din husstand er særlige behov, du skal have med i overvejelserne, som småbørn, ældre, syge eller lignende.

Se [Forberedt på kriser](https://samsik.dk/forberedt/ "Forberedt på kriser") for at læse mere om hjemmeberedskab.

## **Det kan I gøre lokalt**

Myndighederne gør, hvad de kan for at håndtere kriser, men jo mere borgere og fællesskaber er i stand til at tage sig af sig selv og hinanden, jo mere kan myndighederne fokusere deres kræfter dér, hvor behovet er størst – og jo stærkere er vi som samfund.

Myndighederne anbefaler, at alle har et hjemmeberedskab til mindst tre døgn. Derfor er det en god idé, at hver husstand har nogle simple forberedelser på plads. Men det er *også* vigtigt at hjælpe hinanden lokalt i beboer-, andels- og grundejerforeninger eller andre typer af beboerfællesskaber.

I kan tage snakken sammen, finde ud af hvem der kan hjælpe med hvad, og bruge hinanden til at styrke fællesskabet. På den måde bliver det lettere at håndtere en krise, og I får et stærkere lokalt netværk.

Læs mere om lokalt beredskab ved [Styrelsen for Samfundssikkerhed](https://samsik.dk/lokalt-beredskab/ "Styrelsen for Samfundssikkerhed")
