Marinaen blev i starten af ’70erne  anlagt som én af landets største marinaer, og hører med sine 700 pladser og op til 10.000 gæstedøgn fortsat til i kategorien.

Fyldt op med fastliggere og anløbet af op til næsten 300 gæstesejlere pr. dag højsæsonen, kan der indimellem være trængsel på vandet. På land er det ikke kun sejlere der drages til havnen. Også ”landkrabber” søger, specielt på de gode sommeraftener, hertil. Det er da også denne trængsel på både vand og land som er med til at give en, til tider, sydlandsk stemning på promenaden som løber langs hele havnebassinet.

Langs promenaden er indrettet båse med borde, bænke og grillpladser til fri afbenyttelse. Også legepladserne til børnene ligger ud til promenaden. Det samme gør alle faciliteter, og det hele krones af en god restaurant i hver ende af Marinaen. Mange af fastliggerne i Kerteminde er aktive kap- og tursejlere, og klubberne er storarrangører af alt fra jollestævner over aftenmatcher og distancekapsejladser til tur arrangementer.  
Kerteminde er dækket godt ind i tilfælde af uheld  på vandet. Til de alvorligere ulykker rykker Marinehjemmeværn og Falck ud. Til de uheld som endnu ikke er blevet så farlige, at SOK  behøver at blive indblandet, er der i 2008 etableret en afdeling af Dansk Søredningstjeneste. For information om ledige bådpladser i Kerteminde Marina er du velkommen til at kontakte havnekontoret pr. telefon eller mail.

Kerteminde kommune har besluttet, fra 1.4.2010, at indføre nye regler for beregning af takster for benyttelse af Kerteminde Marina.

Pladsstørrelse
I stedet for at opdele pladserne i kategorier med hver sin faste pris, vil der fremover blive opkrævet efter den faktiske størrelse af den enkelte plads, udregnet efter længde x bredde. 
Længderne ligger fast på 9, 11, 12 og 14 meter selvom de godt kan variere en smule. Gennemsejlingsbredderne mellem pælene er målt med lasermåler og er meget nøjagtige.
Langsliggere udvendigt ved tværbroerne vil blive udregnet efter den halve tværbro x bådens bredde.
I Kerteminde Havn opdeles de fortsat i kategorierne

D (jollepladser) 
E (ombyggede kuttere). 
Plads i vandet
Som udgangspunkt lejer man en plads i vandet. Ønskes der også plads på land til opbevaring, skal den lejes særskilt. Er plads på land ikke tilvalgt, kan stativ, bukke eller lignende ikke stå på opbevaringspladsen, men må flyttes til og fra ved f.eks. forårsklargøring/vedligeholdelse.
Betalingsterminerne for pladsen i vandet ændres fra kvartalsvis til halvårlig. Opkrævning sker fremover pr. hver 1. april og 1. oktober.
Opsigelse kan ske til samme datoer med 2 måneders frist.

Plads på land
Plads på land skal lejes særskilt.  
Joller på Jollepladsen opkræves fortsat som hidtil. Derudover bliver der 2 slags pladser på land:
Den ene (opbevaring), hvor båden opbevares i, mere eller mindre, vinterhalvåret, og den resterende del af året er i vandet. Stativ, bukke eller lignende kan blive stående på opbevaringspladsen hele året. Er plads på land ikke tilvalgt, kan stativ, bukke eller lignende ikke stå på opbevaringspladsen, men må flyttes til og fra ved f.eks. forårsklargøring/vedligeholdelse.

Den anden (trailer), er hvor man ikke har en plads i vandet, men har sin båd (ikke joller på jollepladsen) stående på en indregistreret trailer, og kun sætter den i vandet når der skal sejles (som indtil nu typisk Folkebåde og H-både).
Hvor pladsen på land er tilvalgt til en plads i vandet, vil prisen blive beregnet af den samme størrelse som pladsen i vandet har. 
Hvor pladsen på land bruges helårlig uden en plads i vandet, vil prisen blive beregnet af det faktiske pladsforbrug, længde x bredde af båd og trailer + 70 cm. i bredden.
For plads på land er betalingsterminen helårlig. Opkrævning sker pr. hver 1. oktober. Opsigelse kan ske til samme dato med 2 måneders varsel.

Depositum 
Der indføres betaling af depositum lydende på kr. 2.500,- for en vandplads, og kr. 1.000,- for en landplads. Indgåelse af lejekontrakter vil udløse opkrævning af depositum , uanset om det er i forbindelse med pladsskifte eller nyoprettelse af lejekontrakter.
Alle pladser er eksklusiv op- og udsætning.

 

Venteliste 

Plads i Kerteminde er meget efterspurgt, og det er en god ide at sikre sig en plads før båden anskaffes. Der kan til tider være temmelig lang ventetid, alt efter hvilken kategori der søges.

Alle kan få plads i Kerteminde, men ventelisterne prioriterer først omrokeringer, dernæst Kerteminde kommunes borgere og sidst alle andre.
 

Kerteminde Marina er anlagt først i 1970'erne. Hele området er nu moderniseret, og vi glæder os til at vise de nye servicebygninger frem.

På Marinaen langs promenaden findes 2 nye servicebygninger (2014-2015), som indeholder toilet, enkelt- og familiebade samt sejlerstue med køkkenfaciliteter og infoskærm. Se kort og oversigtsplaner.

Det gamle havnekontor er revet ned, og der er lagt fliser på arealet. På den dejlige og åbne plads er der sat borde og bænke op, hvor der i løbet af sommeren vil blive afholdt forskellige arrangementer.

Langs promenaden findes der borde og bænke med tilhørende grills. Der er nem adgang til at komme af med affald i de 5 affaldsgårde, som også er fordelt langs promenaden. 

Der er gratis trådløs adgang til internettet.

Gæstesejlere er meget velkomne i Kerteminde i både Havnen og Marinaen.

Som udgangspunkt er gæstebroerne bro 7 i Marinaen samt broen for enden af Ndr. Havnekaj ud til fyret i indsejlingen til Havnen.

Gæstesejlere er derfor også velkomne til at lægge sig langs hele Ndr. Havnekaj i Havnen samt på alle pladser i Marinaen som er markeret med grønt skilt. Vær opmærksom på, at de grønne skilte udelukkende er vejledende. Forlanger en pladslejer sin faste plads, skal der forhales.

Gæstesejlere bedes, snarest efter anløb, indbetale havnepenge i automaten ved havnekontoret eller på havnekontoret i førstkommende åbningstid. Kontorets åbningstider vil være opslået.

Havnekort (chipkort) til bad trækkes i automaten ved havnekontoret. Dørkode til bad/toilet står på kvittering for betalte havnepenge. Dog er der altid et almindeligt toilet åbent ved siden af det nordlige baderum samt et handicaptoilet bag havnekontoret.

Kerteminde Marina blev i 2007 og 2009, af læserne af det tyske sejlsportsblad Yacht, kåret som Danmarks bedste gæstehavn, begrundet i, at uanset hvad man går i havn efter, kan det fås her. Det er meget rammende. Næsten alt kan nås enten til fods eller på cykel …… og resten med gode busforbindelser og telebus.

På Kerteminde Marina er der flere forskellige muligheder for kranassistance.

Mastekranen er godkendt til 500 kg. og er til selvbetjening. Alle må bruge den, og det er gratis. Krøj og udlæg er manuelt, men hejs og fir er med elektrisk spil.

Konsolkranen er en elektrisk drevet kran til selvbetjening. Den må løfte 2 tons. Der er ikke løftegrej (åg og stropper) på kranen, hvorfor brugere selv skal være i besiddelse af godkendt grej. Uden åg kan den kun benyttes til både med centerløft. Det kræver instruktion for at benytte kranen. Instruktion fås på Havnekontoret sammen med en nøgle til betjeningsskabet. Kranen aktiveres med et chipkort i automaten i betjeningsskabet på kranen. Chipkort kan købes på Havnekontoret og i Serviceautomaten samme sted. 

Mobilkranen kan køre med 8 tons, og løfte 15 tons når den står på støtteben. Kranen benyttes mest til op- og udsætning af både, men kan også bestilles til andre opgaver. Arbejdsområdet er Marinaen og den nordlige side af Kerteminde Havn.

Tidsbestilling af kranen kan ske enten ved henvendelse til Havnekontoret senest dagen før kørsel ønskes, eller på Online booking af mobilkran senest kl. 07.00 samme dag. I højsæson for op- og udsætninger må forventes ventetid på op til 14 dage.

I løbet af en sejlsæson sker det nogle ganske få gange, at der kommer både ind med havari, og som ejeren gerne vil have på land. Og helst her og nu, selvom havarier næsten aldrig er så faretruende som de måske kan syne.

På Kerteminde Havn og Marina er der  ikke noget hverken kran-beredskab eller anden form for tilkaldevagt. Indenfor almindelig arbejdstid kan kranen selvfølgelig rekvireres, men udenfor må der henvises til at benytte privat vognmand.

Priser for konsolkran og mobilkran i henhold til Takstblad.

Forår 2015

Den nye sejlerbygning og havnekontorer er færdigt, og Kerteminde Marina glæder sig til at tage imod i de nye omgivelser. Man kan glæde sig til de nye baderum, familiebaderum og toiletter samt sejlerstue med køkkenfaciliteter. Derudover har Dansk Søredningstjeneste fået kontor i den nye bygning.
I samarbejde med klubberne vil der blive holdt ”Åben Marina og Havn” den 30. maj 2015, hvor Kerteminde Marina vil vise de nye lokaler frem og fortælle lidt om, hvad der foregår.
Det gamle havnekontor er revet ned, og der vil blive lagt fliser på arealet. Det giver en dejlig stor plads, hvor der vil blive opstillet borde og bænke.

Planerne er, at arealet skal bruges til forskellige arrangementer, blandt andet med musik.
Der vil blive bygget en ny hal og værksted i løbet af sommeren. Bygningen opføres på arealet, der ligger bagved Egmose Marine Center.
OBS: Nyt telefonnummer, det er 6515 1537.

Kranbooking

Åbningstider og kontaktoplysninger

Havnekontoret
Marinavej 4
5300 Kerteminde
Tlf. 65151537
havn@kerteminde.dk