Kerteminde Havn, beliggende i Kertinge Nors udmunding i Kerteminde Bugt, har fortsat status som erhvervshavn, selvom anløb langs den nordlige side af den lange, smalle havn i dag udgøres næsten udelukkende af gæstende lystsejlere, turbåde og gamle sejlskibe m.v.

De virksomheder som i dag fortsat findes her, er derfor mere eller mindre rettet mod lystsejlere og turister i almindendelighed.

Den sydlige side af havnen er i dag hovedsagelig havnens erhvervsområde, og omfatter  hvad der i dag er Fyns største fiskerihavn.

Derudover er det her havnens fritidsfiskere og strandjægere holder til ved et antal jollebroer.

Bådpladserne i Kerteminde Havn er opdelt i følgende kategorier:

  • D (jollepladser)
  • E (ombyggede kuttere)
  • Både og joller uden faste pladser

Ved oprettelse af kontrakt opkræves et depositum på kr. 2.500,00 samt et kontraktgebyr på kr. 100,00.

Plads i Kerteminde er meget efterspurgt, og det er en god ide at sikre sig en plads før båden anskaffes.

Der kan til tider være temmelig lang ventetid, alt efter hvilken kategori der søges.

Alle pladser i Havnen er i dag eksklusiv plads på land om vinteren.

Alle kan få plads i Kerteminde, men ventelisterne prioriterer først omrokeringer, dernæst Kerteminde kommunes borgere og sidst alle andre.

 

Gæstesejlere og andre brugere af Kerteminde Havn henvises til at benytte Marinaens faciliteter.

Brugere på den sydlige side af havnen kan benytte toiletterne på Fiskerihavnen.

Der er nem adgang til at komme af med affald langs havnekajen og i affaldsgården på hjørnet af Havn og Marina.

Tankning af diesel kan ske yderst på Ndr. Havnekaj.

Der er trådløs adgang til internettet.

Gæstesejlere er meget velkomne i Kerteminde i både Havnen og Marinaen.

Som udgangspunkt er bro 7 i Marinaen samt broen for enden af Ndr. Havnekaj til fyret i indsejlingen til Havnen gæstebroer.

Med et anløbstal på ca. 10.000 bliver disse imidlertidigt meget hurtigt besat.

Gæstesejlere er derfor også velkomne til at lægge sig langs hele Ndr. Havnekaj i Havnen samt på alle pladser i Marinaen som er markeret med grønt skilt. Vær opmærksom på, at de grønne skilte udelukkende er vejledende. Forlanger en pladslejer sin faste plads, skal der forhales.

Havnepenge indbetales snarest efter ankomst, og senest i førstkommende åbningstid. Kontorets åbningstider vil være opslået.

Der er mulighed for at indbetale havnepenge i en serviceautomat ved havnekontoret. I serviceautomaten kan også købes chipkort til brug i bruserne. Kode til baderum og toiletter udleveres ved indbetaling af havnepenge. Dog er der altid et almindeligt toilet åbent ved siden af det nordlige baderum samt et handicaptoilet og et baderum åbent bag havnekontoret.

Kerteminde Havn og Marina er kendt for, at uanset hvad man går i havn efter, findes det her. Kerteminde Marina blev i 2007 og 2009, af læserne af det tyske sejlsportsblad Yacht, kåret som Danmarks bedste gæstehavn, begrundet i netop det, at alt kan fås her. Det er meget rammende. Næsten alt kan nås enten til fods eller på cykel …… og resten med gode busforbindelser.

På Kerteminde Marina er der flere forskellige muligheder for kranassistance.

Mastekranen er godkendt til 500 kg. og er til selvbetjening. Alle må bruge den, og det er gratis. Krøj og udlæg er manuelt, men hejs og fir er med elektrisk spil.

Konsolkranen er en elektrisk drevet kran til selvbetjening. Den må løfte 2 tons. Der er ikke løftegrej (åg og stropper) på kranen, hvorfor brugere selv skal være i besiddelse af godkendt grej. Uden åg kan den kun benyttes til både med centerløft. Det kræver instruktion for at benytte kranen. Instruktion fås på Havnekontoret sammen med en nøgle til betjeningsskabet. Kranen aktiveres med et chipkort i automaten i betjeningsskabet på kranen. Chipkort kan købes på Havnekontoret og i Serviceautomaten samme sted. 

Mobilkranen kan køre med 8 tons, og løfte 15 tons når den står på støtteben. Kranen benyttes mest til op- og udsætning af både, men kan også bestilles til andre opgaver. Arbejdsområdet er Marinaen og den nordlige side af Kerteminde Havn.

Tidsbestilling af kranen kan ske enten ved henvendelse til Havnekontoret senest dagen før kørsel ønskes, eller på Online booking af mobilkran senest kl. 07.00 samme dag. I højsæson for op- og udsætninger må forventes ventetid på op til 14 dage.

I løbet af en sejlsæson sker det nogle ganske få gange, at der kommer både ind med havari, og som ejeren gerne vil have på land. Og helst her og nu, selvom havarier næsten aldrig er så faretruende som de måske kan syne.

På Kerteminde Havn og Marina er der  ikke noget hverken kran-beredskab eller anden form for tilkaldevagt. Indenfor almindelig arbejdstid kan kranen selvfølgelig rekvireres, men udenfor må der henvises til at benytte privat vognmand.

Priser for konsolkran og mobilkran i henhold til Takstblad.

Kerteminde er blandt de danske havnebyer, som de seneste år har oplevet store ødelæggelser på ejendomme og arealer som følge af storme og havvandsstigninger. Nu igangsætter kommunen et forprojekt, der skal afprøve modeller for højvandssikring. Projektet er støttet af Realdania.

Kerteminde Sluselaug har igennem længere tid arbejdet på forskellige modeller for højvandssikring og har udarbejdet en skitse til en prototype for en sluse.
Med støtte fra Realdania har Kerteminde Kommune og Sluselauget nu igangsat et forprojekt, der skal undersøge den tekniske og økonomiske bæredygtighed af en sluse ved havneindløbet og kystsikring mod byens sydlige og nordlige del. Viser forprojektet positive resultater vil det kunne danne grundlag for at arbejde videre med en egentlig realisering af slusen.
”Højvandssikring af de danske kyster er en væsentlig udfordring, hvor vi de kommende år skal søge erfaringer for at finde gode, bæredygtige løsninger. Vi ser initiativet i Kerteminde som en mulighed for at afprøve løsninger, som muligvis også kan anvendes andre steder i landet, hvor vilkårene er sammenlignelige, siger Anne-Mette Gjeraa, projektchef i Realdania.
Borgmester Hans Luunbjerg er meget taknemmelig for støtten fra Realdania. ”Ikke alene får vi økonomisk støtte, men vi får også en faglig sparring, som gør det muligt at arbejde videre med et af de prioriterede områder i Klimatilpasningsplanen, som netop er at undersøge muligheden af virkningen af en sluse i inderhavnen,” slutter borgmesteren.

Yderligere oplysninger
Borgmester Hans Luunbjerg, Kerteminde Kommune, 20 43 80 39
Projektchef Anne-Mette Gjeraa, Realdania, tlf. 70 11 66 66

Tidsplan: 1. april til 31. juli 2015

 

Beddingen i Kerteminde Havn drives af havnen.

Den er bevaret, og renoveret, i en tro på at den kan være en del af en fastholdelsespolitik i forhold til fiskerierhvervet i Kerteminde.

Priser for benyttelse oplyses på Havnekontoret.

Træskibs Sammenslutningen er gået ind i arbejdet for bevarelse af Kystkulturen, herunder bevarelse af værfter og beddinger, idet de er nødvendige for vedligeholdelsen af deres medlemmers både. Disse både ser Kerteminde Havn også gerne på beddingen.

Åbningstider og kontaktoplysninger

Kranbooking