
Kerteminde Kommunes vintertjeneste kører fra den 15. oktober - 15. april. Vintertjenesten varetager vintervedligeholdelsen af de kommunale veje.
Kommunen udfører snerydning og glatførebekæmpelse ved saltning på offentlige veje og stier samt foran kommunale institutioner, skoler og andre kommunale bygninger mv.
Offentlige veje
Kommunen snerydder og salter offentlige veje, som har afgørende betydning for fjerntrafikken (vintervejklasse I), såvel som offentlige veje, der har betydning for den gennemkørende trafik, den kollektive trafik, erhvervstrafikken samt vigtige p-pladser (vintervejklasse II). Vintervejklasse I sneryddes og saltes hele døgnet, mens vintervejklasse II sneryddes og saltes kl. 04:00-22:00 (lør-, søn- og helligdage 06:00-22:00).
Herudover sneryddes og saltes, i det omfang der er ledigt materiel, de offentlige lokalveje, der har betydning for trafikken mellem bysamfund og bydele, kollektiv trafik og erhvervsområder (vintervejklasse III) kl. 04:00-22:00.
Offentlige boligveje, blinde veje og veje af mindre betydning for den almene trafikafvikling (vintervejklasse IV) sneryddes og saltes kl. 07:00-15:00, dog kun i det omfang der er ledigt materiel fra de øvrige veje.
Offentlige stier
Herudover snerydder og salter kommunen offentlige stier med afgørende betydning for afvikling af trafikken; primære stier, primære busstoppesteder samt skolestier (vinterstiklasse I). Lokalstier og øvrige busstoppesteder (vinterstiklasse II) tilstræbes holdt farbare i det omfang, indsatsen er afsluttet på de primære stier.
Du kan finde et kort over Kerteminde Kommune, hvor du bl.a. kan vise lag med gruskasser, vintervejklasser og vinterstiklasser, her.
Alle kommunens grundejere har også deres opgaver mht. snerydning og glatførebekæmpelse (saltning/grus) på følgende områder:
Offentlige veje og stier i byer og bymæssig bebyggelse
Grundejeren rydder sne og gruser/salter på fortove ud for egen grund langs offentlige veje.
Grundejeren ryder sne og gruser/salter på offentlige stier ud for egen grund.
Med fortov og sti menes færdselsarealer, der overvejende er bestemt for gående trafik. Grundejerens forpligtelse til at rydde sne og gruse/salte på fortove og stier, der grænser op til grunden, gælder kun, hvor grundejeren har direkte adgang til de pågældende veje/stier.
Private veje og privat fællesveje
På private veje skal grundejeren rydde sne og salte/gruse på kørebanen såvel som fortovet.
På privat fællesveje og -stier i byer og bymæssig bebyggelse, herunder sommerhusområder, skal grundejeren snerydde kørebane, fortov og sti ud for ejendommen.
Herudover skal grundejere rydde sne og salte/gruse:
- Indgange og trapper
- Adgang til postkasse
- Adgang til affaldsbeholdere
Du skal rydde sne og salte/gruse snarest muligt efter, det har sneet, eller det er blevet glat.
Når der ryddes sne af kommunen, kan der komme snevolde foran din indkørsel og ved private vejes udmundinger. Det er grundejeren, der må sørge for at fjerne dem.
Overholder du disse pligter, er det til hjælp for de mennesker, som skal ud i vinterføret; renovationsmedarbejderen, postbudet, avisbudet og mange andre foruden selvfølgelig dig selv, din familie og gæster. Omvendt kan manglende eller mangelfuld glatførebekæmpelse medføre ulykker og erstatningskrav, ligesom undladelse af ovennævnte forpligtelser kan medføre politisag og bøde.
Du kan finde et kort over Kerteminde Kommune, hvor du bl.a. kan vise lag med gruskasser, vintervejklasser og vinterstiklasser, her.
Alle kommunens borgere kan frit afhente grus til eget forbrug ved et af kommunens grusdepoter. Kommunens folk fylder jævnligt depoterne op i takt med forbruget.
Grusdepoterne findes:
I Kerteminde på Materialegården, Kohaven 8, 5300 Kerteminde (kl. 8.00-14.00).
I Munkebo ved Boels Bro, Fyrrevænget, Bakkelunden, Dyssevænget, Kystalléen/Hybenvænget og Drejet.
I Langeskov ved Mariesmindevej, Søvej og Bakkegårds Allé.
Du kan finde et kort over Kerteminde Kommune, hvor du bl.a. kan vise lag med gruskasser, vintervejklasser og vinterstiklasser, her.
Du kan finde et kort over Kerteminde Kommune, hvor du bl.a. kan vise lag med gruskasser, vintervejklasser og vinterstiklasser, her.