Grundejeres forpligtelser
Hvad skal du som grundejer være opmærksom på, når hækken vokser, sneen daler eller bladene falder? Læs mere om grundejerens forpligtelser herunder.
Hvis du er grundejer, har du en forpligtelse til at holde fortove og stier rundt om din grund rene og fri for ukrudt. Du skal også sørge for, at beskære din beplantning, så alle kan færdes sikkert og har frit udsyn langs din grund. Når det er vinter, er det dit ansvar at holde fortov og stier om din grund farbare og ryddede for sne.
Omfanget er afhængig af, om det er en offentlig eller privat vej. Bor du på en offentlig vej, så er det som udgangspunkt kun fortovsarealer, du skal renholde og holde farbare. Bor du på en privat vej eller privat fællesvej, så er det hele vejarealet, som du både skal renholde og vedligeholde.
Har du en hæk, busk eller træ, som står ud mod fortov, sti eller vej?
Ifølge Vejloven ”Bekendtgørelse af lov om offentlige veje § 87, stk. 2” er du som grundejer forpligtet til at klippe/beskære beplantning, der hænger ud over veje, cykelstier og fortove langs offentlige veje således, at den frie højde over fortov/cykelsti er mindst 2,75 m og kørebanen mindst 4,50 m.
Det er vigtigt af hensyn til trafiksikkerheden, at du overholder dine forpligtigelser med hensyn til vedligeholdelsen af disse beplantninger. Beplantningerne kan genere fodgængere og cyklister og tage oversigten for øvrige trafikanter.
Beplantning som vender ud mod offentlig vej eller sti skal holdes så beskårne, at de på intet tidspunkt rækker ud over vej- eller sti arealet. Ligeledes skal tinglyste oversigtsarealer holdes beskårne i den fastsatte højde (normalt 80 cm).
Grundejere der har hække og anden beplantning ud mod fortovs- og gangarealer skal tilse, at den fulde bredde af fortovsarealet er til stede. Flisearealet og siderabatten mod skel skal således være friholdt for udragende beplantning.
Det er også vigtigt, at grene og blade ikke dækker for vejskilte, færdselstavler, vejbelysning og lyssignaler.
Nogle steder kan det nødvendigt at klippe hækken flere gange årligt, men...
Hvis du giver hækken en grundig klipning i august eller september, så kan det være, at du kan nøjes med at gøre det én gang om året.
Det er nemmere for dig, men det er også godt for biodiversiteten, fordi det giver plads til at insekter og fugle kan få en dejlig lang og uforstyrret sommer i din have.
Som grundejer skal du rydde fortov og stier ud for din ejendom for blade og snavs. Den renholdelsespligt, der påhviler grundejerne, omfatter pligt til at fjerne ukrudt og feje på fortove og stier, samt at fjerne affald og andet, der er særlig forurenende eller til ulempe for færdslen.
Pligten omfatter også at renholde nedløbsriste. På den måde hjælper du regnvandet på vej, så det kan komme uhindret ned i brønden. Hvis risten på brønden ser tilstoppet ud, så hjælp os gerne med at løsne snavset, så vandet strømmer frit.
I snevejr er det dit ansvar som grundejer at sørge for at rydde fortov og sti ud for egen grund. På samme måde skal du sørge for at holde ryddet ved indgange og trapper, adgang til postkasse samt adgang til affaldsbeholder og pladsen omkring denne.
Når frosten kommer, og fortove og stier bliver glatte, har du ansvaret for at strø grus, sand, salt eller lign.
Bor du ud til en privat vej eller privat fællesvej, gælder ovenstående forpligtigelse også for kørebanen ud til vejmidten. I nogle boligområder, varetager grundejerforeningen denne opgave.
Kontakt
Park & Vej
Kohaven 8, 5300 KertemindeRing til os
Skriv til os
Telefontider
Mandag-torsdag 8.15-9.15 og 13-14
Fredag 8.15-9.15