Seksuel sundhed handler om livskvalitet og om forebyggelse af mistrivsel, stress og sygdom, der kan påvirke den seksuelle trivsel. Sex kan være en nydelsesfuld oplevelse, der kan styrke helbred og livskvalitet. Men det kræver, at det praktiseres med omtanke og respekt for hinanden.
Omtanken ligger i at beskytte sig selv mod kønssygdomme og uønsket graviditet. Vær kun seksuelt sammen med andre af din egen fri vilje, og lad være med at dyrke sex, hvis du har drukket alkohol. Alt for mange unge i Danmark har seksuel debut, når de er påvirket af alkohol – og fortryder bagefter.
Seksuelt overførte sygdomme
Ubeskyttet sex kan føre til seksuelt overførte sygdomme så som klamydia, kønsvorter, hiv/aids, gonorré, syfilis, HPV infektion, hepatitis B m.fl. Ubeskyttet sex kan føre til ufrivillig graviditet og som konsekvens abort.
Klamydia er den mest udbredte sexsygdom, og det anslås, at der hvert år smittes omkring 50.000 personer, hvor hovedparten er under 25 år. Hvis klamydia ikke opdages i tide, kan det føre til ufrivillig barnløshed for kvinden. Hvert år får ca. 300 personer konstateret hiv, heraf er halvdelen mænd, der har et seksuelt forhold med andre mænd. Hiv/aids kan ikke kureres, men den medicinske behandling muliggør, at man som patient kan forblive rask længere.
Husk kondom
Kondom er den mest effektive form for prævention, både til at beskytte mod graviditet og til at forhindre, at du får en seksuelt overført sygdom.
Sundhedsstyrelsens opgørelser viser, at op mod en fjerdedel af alle unge i Danmark har haft en sexsygdom, inden de fylder 25 år, og at ca. 50.000 unge i Danmark mellem 18 og 25 år er smittede med klamydia. Klamydia er en alvorlig sygdom, der – hvis du er kvinde - kan føre til, at du ikke kan få børn senere i livet. Seksuelt overførbare sygdomme, uønsket graviditet og abort er emner der fylder meget – specielt for unge i deres hverdag, og det er derfor også emner, der har stor betydning for deres trivsel og velvære og dermed deres generelle sundhed.
Mange smittede har ingen symptomer. Du kan derfor være smittet uden selv at være klar over det. Du bør altid tale med din læge, hvis du har mistanke om, at du kan være smittet.