Kerteminde Kommune har ansat Hans-Henrik Jensen som ny fælles leder af Nymarken Skole & Børnehus samt Marslev Skole & Børnehus pr. 1. februar 2017.

Hans-Henrik Jensen kommer fra en stilling som uddannelsesdirektør på Kold College, og har ledelseserfaring på flere niveauer. Hans-Henrik Jensen er oprindelig uddannet folkeskolelærer, og virkede som sådan i 11 år, indtil han skiftede over som lærer på Kold College. I 2005 blev han uddannelsesleder, og er senere avanceret til først uddannelseschef og i de sidste tre år uddannelsesdirektør på Kold College.

Hans-Henrik Jensen er tiltrukket af udfordringen med den lidt specielle konstruktion, hvor begge skoler og børnehuse fortsat skal være selvstændige, under hver sin landsbyordning med egne bestyrelser. Han ser spændende perspektiver i den nye organisationsstruktur, som han mener kan medvirke til et endnu tættere samarbejde imellem skolerne, samt styrke skolernes profil og position til gavn for både elever, forældre og lokalsamfund.
 
Hans-Henrik Jensen tiltræder som ny fælles leder den. 1. februar 2017.