Er du usikker på dit barns udvikling, skal du søge professionel hjælp.

Usikkerhed er nok. Du skal ikke vente med at søge hjælp til det er tydeligt for enhver, at der er store vanskeligheder.

Hvis du tror, at dit barn måske har et problem med hensyn til sprog, tale eller hørelse kan du henvende dig til Kerteminde Kommunes tale-hørekonsulenter.

Barnets sproglige udvikling begynder straks efter fødslen. Det er derfor vigtigt, at der tales til barnet, når det pusles, bades o.s.v.

Omkring 1-års-alderen er de første ord begyndt at dukke op, og omkring 5-6-års-alderen er alle de grundlæggende sproglige forhold normalt i orden. Den sproglige udvikling fortsætter livet igennem.

Det er vigtigt, at være opmærksom på om barnet sprogligt, talemæssigt og høremæssigt udvikler sig, som det skal. Uregelmæssigheder på disse områder kan nemlig være tegn på vanskeligheder, som der må sættes ind overfor med forskellig bistand.

Den sproglige udvikling har som så meget andet sin egen naturlige rytme. Normalt lærer børn det, de skal lære, når de er parat til at lære det. Pres derfor alldrig et barn til at præstere, hvad der måske ikke er normalt på det pågældende alderstrin.

Gør dig klart, at den normale udvikling har vide rammer.

De fleste af de "fejl" - og også stammen, som man kan høre hos børn, hvis sprog og tale er i færd med at udvikle sig, er noget helt normalt og skal ikke give anledning til bekymring eller rettelser.

Vær tolerant overfor barnet og dets måde at tale på.

  • interesserer dig for, hvad det siger og ikke den måde, det får det sagt på
  • tag dig tid til at lytte og tale med barnet
  • kom ikke med gode råd om, at barnet skal sætte taletempoet op eller ned - eller eftersige det korrekte
  • derimod er det en god idé at give barnet rig lejlighed til at høre det rigtige, f.eks. ved at du bruger den korrekte form i en sætning
  • lad være med at snakke "babysprog" (mamse, futtog, øfgris o.s.v.)