Pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom - 18.12.2025
Pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom
Kerteminde Kommune støtter dig i at have et aktivt hverdagsliv.
Målet om et aktivt hverdagsliv sker i et samarbejde med dig og med afsæt i dine ønsker, håb og drømme for hverdagen.
Vi støtter dig i at genvinde eller bevare muligheden for at være aktiv og i stand til selv at klare hverdagens gøremål så du, så vidt muligt, undgår at være afhængig af andres hjælp.
Hvis du føler dig alene og har behov for at være en del af et fællesskab, hjælper vi dig med kontakt til en forening eller et tilbud i kommunen.
Kvalitetsstandard for pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom
Denne kvalitetsstandard er en beskrivelse af det serviceniveau, som tilbydes i Kerteminde Kommune, hvis du har en nærtstående, som lider af en alvorlig sygdom, og som ønsker at blive passet af dig i sit hjem som alternativ til ophold udenfor hjemmet i f.eks. plejebolig.
Hvem kan få hjælp?
Hvis din nærtstående ikke kan være alene enten på grund af en betydelig varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, indgribende eller kronisk langvarig lidelse, der som udgangspunkt forventes at vare 1 år eller mere, eller din nærtstående er uhelbredeligt syg, vil din nærtstående have mulighed for at blive passet af dig i sit eget hjem.
Betingelser for pasningsordning
- At du som ansættes, står borgeren med pasningsbehov nær. Det kan fx være en ægtefælle, samlever, børn eller forældre
- Du skal endvidere have tilknytning til arbejdsmarkedet. Arbejdsledige og selvstændige kan også blive ansat
- Du skal være indstillet på at have fælles bopæl med den syge eller handicappede eller at bo meget tæt på den syge eller handicappede under ansættelsen
- Alternativet til pasning i hjemmet er et døgnophold uden for hjemmet, eller plejebehovet svarer til et fuldtidsarbejde
- Der er enighed mellem parterne om pasningsforholdet
- Kommunen vurderer, at der ikke er noget afgørende, der taler imod pasningsforholdet
- Behov for pleje skal være så omfattende, at den ikke kan forenes med et erhvervsarbejde
Der gælder ingen aldersgrænse for den nærtstående med pasningsbehov
Hvordan søger du?
Hvis din nærtstående har et ønske om i en periode at blive passet i sit hjem i Kerteminde Kommune, skal ansøgning afleveres til Visitationen i Ældre og Sundhed i Kerteminde Kommune. Du kan som ansøger eventuelt ringe og få råd og vejledning inden ansøgning.
Visitationen vil sikre lægelige oplysninger og foretage en vurdering af den konkrete situation. Den eller de personer, som bliver ansat, vil kunne søge om orlov fra deres arbejde i henhold til Lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager, og de ansættes af Kerteminde Kommune.
Ansøgeren skal senest seks uger før orloven give sin arbejdsgiver besked, ligesom arbejdsgiveren skal have besked senest fire uger før, hvis orlovsperioden ophører inden den aftalte tid.
Ansøgeren skal ved udløb af aftaleperioden tage kontakt til Visitationen, således at der kan foretages en vurdering af, om der er behov for iværksættelse af andre ordninger.
Hvad omfatter ordningen?
Du bliver ansat af den kommune, hvor den nærtstående med nedsat funktionsevne eller alvorlig sygdom bor. Kommunen har arbejdsgiveransvaret. Der indgås en ansættelsesaftale, hvor vilkårene for ansættelsen beskrives.
Lønnen, der reguleres årligt, udgør 27.033 kr. (2025-tal) om måneden. Der betales pensionsbidrag med i alt 12 %, hvoraf de 4 % tilbageholdes i lønnen, mens kommunen som arbejdsgiver betaler 8 % af lønnen.
Kommunen er forpligtet til at give rådgivning og vejledning og tilbyde nødvendig støtte i form af for eksempel aflastning i pasningsperioden
Ansættelsen vil kunne vare op til 6 måneder og kan opdeles efter accept fra arbejdsgiver, som har givet orlov, i flere perioder.
Hvis der opstår særlige forhold f.eks. ved et nyt behandlingsforløb eller en forlængelse af behandlingsforløbet, vil orloven kunne forlænges med op til 3 måneder. Selve pasningsperioden kan dog kun strække sig over maksimalt 9 måneder.
Der udfærdiges en ansættelsesaftale mellem dig og Kerteminde Kommune, hvor vilkår for ansættelsen beskrives herunder angivelse af, hvem nærtstående er, periodens længde, arbejdsopgaverne, opsigelsesvarsel m.v.
Der kan ansættes flere personer til varetagelse af pasningsordningen. Den samlede aflønning vil dog ikke kunne overstige ovennævnte beløb, og lønnen vil blive udbetalt forholdsmæssigt i forhold til fordelingen af den indgåede pasningsordning.
Hvis der opstår omstændigheder, der nødvendiggør afbrydelse af ansættelsesperioden før tid, udbetales der løn i en måned efter udgangen af den måned, hvor ansættelsen ophører. Dette sker dog ikke, hvis den ansatte får andet forsørgelsesgrundlag inden da.
Kvalitetsmål
Kerteminde Kommune har som kvalitetsmål,
- at ansøgning om pasning af en nærtstående behandles indenfor den politisk godkendte og offentliggjorte sagsbehandlingsfrist
Kerteminde Kommune har ansvaret for at følge op på kvalitetsmålet.
Hjemmet som arbejdsplads
Når du modtager hjælp, pleje og støtte, er dit hjem personalets arbejdsplads, og personalet er omfattet af arbejdsmiljøloven. Det betyder, at dit hjem som arbejdsplads bliver gennemgået, således at arbejdet kan udføres sikkerheds-og sundhedsmæssigt forsvarligt.
Tavshedspligt
Orlovstager har tavshedspligt.
Klageadgang
Klagevejledning vil fremgå af afgørelsen.
Lovgrundlag
Servicelovens §§ 118 og Lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager § 1 nr. 2.
Information
Denne kvalitetsstandard og Kerteminde Kommunes øvrige kvalitetsstandarder kan ses på kommunens hjemmeside www.kerteminde.dk
Du kan få udleveret kvalitetsstandarderne og få mere at vide om dine muligheder for at få hjælp og støtte ved at kontakte:
Ældre og Sundhed
Lindøalleen 51
5330 Munkebo
Tlf. 65 15 10 60
Godkendelse
Kvalitetsstandarden er godkendt af Byrådet den 18.12.2025.